Modet til at gøre det rigtige!

Jeg fik i går en rørende besked fra en, der havde fundet modet til at gøre det rigtige. Det havde tydeligvis været en meget hård beslutning og det gjorde ondt på hende, men hun havde gjort hvad der skulle gøres.

Tilbage i 2008 fik jeg min første kat, en lille forladt og forkommen killing, som min bonusfar havde fundet og sat til tørre ved fyret i baggangen. På det tidspunkt var jeg i gang med at genfinde hvad der gjorde mig til en glad Winnie efter at havde været så slidt, at jeg til sidste havde bedt om en skilsmisse… men mere om det senere… Den lille killing blev navngivet Mocca, fordi dens krop var farvet som en kop kaffe med mælk, en yndig kat med chokoladefarvet hoved og helt lyse blå øjne. Da jeg fik Mocca, havde hun allerede brugt det første af sine 9 liv, reddet af bonusfar ved fyret. Og allerede nogle få måneder senere i forbindelse med sterilisation, hakkede hun endnu et liv af sit 9-turs-klippekort ved at …. Ja lad os bare sige at jeg bogstaveligt talt har haft de fleste af Moccas tarme i mine hænder, mens en dyrlæge desperat har mumlet ”fuck, det er ikke godt det her!”. I 2011, da vi skulle flytte til USA, fik Mocca et nyt hjem hos nogle naboer nede ad vejen. Det tog kun en uge også havde Mocca forstået at maden og det nye forever-hjem var flyttet og det var fint, en klog kat med en skøn personlighed … hvis man kan sige at katte kan være kloge. Fra 2011 brugte Mocca eventyrligt løs af sit 9-liv-klippekort og det var Moccas mor, der i går sorgfuldt skrev til mig at hun havde måtte beslutte at lade den nu 12 årige Mocca sove ind med dyrlægens hjælp.

Jeg ved det er en eksistentielt grænseoverskridende beslutning at skulle sige ”nu skal du ikke længere leve” til sit elskede husdyr. Jeg stillede mig i hvert fald selv det spørgsmål ”er jeg nu også et godt menneske”, da jeg skulle tage den beslutning for min hest. Og ja, det er netop når vi finder modet til at sige nu skal der ikke længere være lidelse for dig, bare fordi jeg ikke kan udholde at skulle lide over savnet af dig, at vi viser os som gode mennesker. Moccas mor viste modet til at gøre det rigtige, katten havde haft det bedste liv en kat kan have og nu var det tid til at slutte, ikke for vores egen skyld men for kattens.

Mod er ikke når vi gør det der er nemt, mod er det vi skal finde frem når tingene er svære. Mod er når mine elever med udpræget social angst, alligevel går til eksamen. Mod er grænseoverskridende og føles farligt. Jeg fandt mit mod til, tilbage i 2008 at give mit ægteskab en ekstra chance fordi min mand er et virkeligt godt menneske…. også selv om jeg var hundeangst for at blive taget for givet igen, og bange for at glemme mig selv igen i alt den praktiske hverdag… dødsensangst for at leve tiden ud, uden at leve. Det kræver mod at turde elske igen, når vi har mistet kærligheden, uanset om den er mistet til et hverdagsræs eller mistet endegyldigt til et liv sluttet.
Men hvis vi nu husker at smerten blot er et billede af alt det gode vi har haft, det at vi rent faktisk har elsket … kærlighed er ikke en menneskeret som alle automatisk får lov at opleve, det er et privilegie jeg i hvert fald er taknemmelig for …. Hvis vi husker det, så kan det være at det bliver lidt nemmere at finde modet til at gøre det svære, men rigtige.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard    

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Hvordan/Hvis… ikke ”Når jeg bli’r gammel”

Jeg kan ikke lytte til Gnags’ sang ”Når jeg bli’r gammel” uden at få tårer i øjnene, for den spillede de da vi for få år siden skulle sige farvel til min nabo Jens, som ikke blev gammel. Sangen var lige blevet lavet i en ny version med Ida Corr og det var den der blev spillet i kirken, som Jens’ ynglings sang. Og jeg forstår godt det kan være en ynglings sang, for teksten er smuk og livsbekræftende… hvem ville ikke nyde at sidde på en bænk og kigge over havet uden at skulle nå noget, efter et langt liv levet.
Der er lidt ”Corona-slow-down” over tanken om en bænk med udsigt over havet og indtil marts i år havde jeg da også (som så mange andre formentlig) udelukkende tænkt tanken ”når jeg bliver gammel” ud fra en antagelse om at jeg selvfølgelig ville være en sund og rask gammel.

Jens og alle de andre som ikke fik lov at blive gamle, er imidlertid en vigtig påmindelse om at vi ikke er blevet lovet at blive gammel… der er ingen garanti til nogen af os, så det er dæleme om at gribe dagen og værdsætte alt hvad vi får mulighed for at værdsætte.

Vi har sjældent den store indflydelse på hvor lang tid vi får, men vi har stor indflydelse hvordan vi skal have det hele vejen hen til ”hvis vi bliver gamle”. Og det var hvad jeg fik et godt vink med en vognstang om i marts.
Genetisk ligner jeg min far rigtig meget…. fantastiske gener når det handler om at undgå højt blodtryk, kolesterol, sukkersyge og hjerteproblemer… men som min læge Ole med et glimt i øjet sagde til mig i marts, ”så har du lidt store lunger Winnie”…… ikke den værste kompliment at få for en kvinde i min alder, havde det ikke lige været baseret på røntgenbilleder.
Jeg fik egentlig blot bekræftet hvad jeg nok allerede vidste, for jeg har aldrig kunnet tåle tobaksrøg, må bruge støvmaske når jeg fylder hestenes hø i net og har de seneste par vintre bøvlet med astmatisk hoste.
I sig selv måske ikke så skræmmende en information, hvis det ikke lige er fordi jeg de seneste år har været vidne til hvordan KOL langsomt har betydet at min far på ingen måder ville kunne holde til at sidde på en bænk og nyde udsigten over havet. Så jeg er lettet over at jeg nu ved hvad der ville vente mig, hvis jeg ikke gør noget…. Og indrømmet, jeg er da også pisse bange, for jeg tror ikke at nogen af os rigtig kan sætte os ind i hvor ensomt og ulideligt det må være at leve med et så hårdt prøvet helbred, som det min far er blevet gammel med.

Så jeg startede 1. marts med det som bliver min livslange medicin imod mine geners ”akilleshæl”, jeg lunge-træner, som i løbetræner… minimum 3 gange pr uge og minimum en halv time pr tur. Og for første gang i mit liv handler løbeturene ikke om at blive hurtigere, eller løbe længere, de handler ikke om at komme under de magiske 24 min. på en 5 km som var det hadede krav på sergentskolen, de handler kun om at løbe for at trække vejret og mærke at jeg lever. Det er faktisk blevet en ret fantastisk medicin, og en ny oplevelse for en overlever som mig, der næsten pr automatik altid presser mig selv til kanten af hvad jeg kan klare…. På de trætte dage, hvor løbeturen hverken bliver den hurtigste eller rareste, minder jeg mig selv om at det hverken behøves at være hurtigt eller flot, det handler bare om at sætte den ene fod foran den anden i minimum 30 minutter med sådan en hastighed at mine lunger bliver anstrengt. Jeg er taknemmelig, for jeg har fået (og fattet) muligheden for at have indflydelse på hvordan jeg skal være gammel, hvis jeg bliver gammel.  
I marts måned måtte jeg tage astma medicin både før og efter løbeturene, og de første 3 uger blev det til ca. 3-4 km somewhat intervaltræning op og ned ad den lokale bakke. I april blev turene til 5-6 km og jeg kunne for det meste nøjes med astma-medicinen inden løbeturen…. Og halleluja i maj har jeg nu gennemført en måned med løbeturene, uden at have behov for astma-medicinen.

Jeg ved godt at når vi kommer til vinteren, så bliver løbeturene hårdere…. men jeg ved turene vil fortsætte, 3 stk pr uge, for mit liv er for herligt til ikke at tage indflydelse på hvordan jeg bliver gammel, hvis jeg bliver gammel.

Det er ikke svært, en fod foran den anden indtil turen er slut, det skal bare gøres.
🙂 Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Mens vi venter på Mette

Det er en surrealistisk tid…. Corona-tid…. En situation som jeg på ingen måder kunne have forestillet mig ville opstå…. Og sådan er der nok en del der tænker.

Fuld respekt for at denne Corona-situation har medført en masse skidt. For dem der har et skrantende helbred er der en reel frygt for at blive ramt af noget, der kan sætte en fuld stopper for livet. For dem der i forvejen kæmper med angst, er der pludselig masser af inspiration til forestillede fremtidsscenarier, der kan fodre et evigt sultent monster af en angstlidelse. For mange er vores levestandard økonomisk truet af enten mindre indtjening, fyring eller i værste fald konkurs. For de mange herlige teenagere i mit liv, både mine egne derhjemme og dem jeg låner på mit arbejde, er dette Corona-forår blevet en deprimerende række af skuffelser… for når en typisk 3g’er kommer til de sidste måneder af sin gymnasietid, er det oplevelser som gallafest, sidste skoledag, læseferie, studenterrunde, fester og festivaler, der får pumpet lidt motivation ind til de sidste akademiske krampetrækninger, inden et ofte tiltrængt sabbatår.
I denne Corona-tid har de unge fornøjelsen ved at skulle lave skolearbejde i minimum en måned længere end forventet, til gengæld skal de gå op og ned ad deres forældre dagligt, og alle de sjove ungdomsbegivenheder er aflyst. Så der er pres på hos mange, i alle aldre i denne Corona-tid.

 

Hører du til den gruppe, der reelt er truet på livet af Corona, skal du ikke tage mine kommende ord til dig… så skal du bare passe godt på dig selv og du har mine bedste ønsker med dig. …. MEN til alle andre, kan jeg ikke lade være med at komme med lidt perspektivering…. Vi kan kalde det et bette omsorgsfuldt spark!
Smerte, sorg, skuffelse og bekymringer er relative…. Ja det kan gøre forbandet ondt, som helt ind igennem marv og ben ondt, men er der stadig en puls hos dig, er det ikke slut og du alene vælger hvordan du vil ta’ det!

Vi kan ikke ændre på Corona-tidens vilkår, så jeg foreslår at øjnene tørres, selvmedlidenheden droppes og vi hver især kigger nysgerrigt på denne nye tid – for Corona-tiden byder også på fantastiske muligheder. En ny tid med ny refleksions mulighed, en tid hvor der forhåbentlig er mulighed for at tænke over det vi ellers ikke ville tage os tid til. Tid til at vende tilbage til det der måtte have begejstret os i vores opvækst, tid til at overveje hvad der skal være i vores liv, når Coronaen slipper sit tag i os!

Jeg tror vi hver har en mening med vores liv, uanset om det bliver langt eller kort….. jeg tror vi har noget vi bør lære….  nogle vil flygte eller undgå, fordi det næppe er noget nemt vi skal lære, men det forsvinder ikke, det venter bare på os indtil vi er klar!

Personligt har jeg brugt Corona-tid til at tænke tilbage og genopdage min glæde ved det der vokser i naturen …. Som barn og ung brugte jeg mange timer, siddende øverst i træer, skrålende som en anden Julie Andrews i ”Sound of Music” (sådan lød det i hvert fald i egne ører) eller i filosofiske samtaler med dagens klatretræ! …. Corona-tiden har ikke sendt mig op i trætoppene, men jeg har anlagt mig en køkkenhave, hvor der før var mark, og jeg har brugt masser af tid alene, mens jeg minutiøs med begge hænder har løsnet jord og renset for ukrudt. Det lyder måske banalt, men det har for mig været en sund påmindelse om min mening med livet og hvad det er jeg tror jeg skal lære på den livsrejse jeg får. Jeg er ikke en verdensnavle, jeg vil næppe blive nævnt i nogen historiebog og det vil vokse og gro, også når jeg ikke er her – så min mening er i nuet. Jeg sår frø og håber nogle vil vokse, ikke kun i min køkkenhave men også i de mennesker jeg møder. En venlighed, en anerkendelse, et kærligt spark og en omsorgsfuld ærlighed….. det er de frø jeg har mulighed for at plante på min vej, og det er den eneste måde hvorpå jeg kan se mit liv får mening…… og hvad er det så jeg skal lære, ja det bliver jeg nødt til at holde som en hemmelighed kun delt med mine nærmeste, men Corona-tiden er en mulighed og en påmindelse om at livet ikke bare skal gå, det skal have mening og hvis der er behov for at luge ud eller så nyt, så gør det.

Corona-tiden kan være noget skidt, og det skidt kan dyrkes mens vi ”venter på Mette” – men det er sjældent så skidt at der ikke er nogen der har det værre, så har du en puls har du muligheder – drop selvmedlidenheden, det bringer intet godt og brug tiden, mens vi venter på at Mette Frederiksen siger ok til et ”normal liv” igen, på at sikre at ”det normale liv” vil få en mening i den tid du måtte få på din livsrejse.

 

Winnie Ladefoged Kjelsgaard.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

The Dark Side!

Hvis dit liv skulle stoppe her og nu, ville du så have nogen fortrydelser?
Jeg tænker ikke på de fortrydelser vi alle vil have i forhold til fremtiden, at nå at opleve vores kære i længere tid, at få børnebørn osv.
Nej jeg tænker på, hvis vi skulle trække en streg i sandet her og nu, har du så levet dit liv efter bedste evne i den tid du har fået indtil nu?

Ovenstående var en del af en god snak jeg fik med min svoger for en uges tid siden…. I og med vi begge er godt og vel midt i fyrrerne, så trænger de mere eksistentielle snakke sig jo på indimellem, især over et glas rødvin …. Og jeg godt kan sige ”ja, jeg har indtil nu levet mit liv efter bedste evne og forstand, i de fleste øjeblikke” …. for selvfølgelig har jeg da i den grad fucket up….  Og jævnligt ønsket at jeg havde vidst bedre efterfølgende. Men jeg synes jeg har levet ærligt, forsøgt at sætte grænser når folk gennem livet har trådt (eller vadet) på mig og jeg har forsøgt så vidt muligt at være et rart menneske….. for det er hvad ”efter bedste evne” betyder for mig. Jeg er ikke gået over til ”The Dark Side”, selv om jeg gjorde flere forsøg på at hade, i mine rædselsfulde teenager år…. Hadet holdt aldrig længe, alt jeg har kunne mestre at gennemføre har været foragt og afstandstagen fra visse super-ego’er på min vej.

Men jeg skriver ovenstående, fordi jeg lige har haft en af mine måske sidste snakke med et kært menneske, som har måtte indse at kroppen er ved at kapitulere og tiden rinde ud. Han er meget ked af det, for han har været en knokler hele livet. En mand, der i nogen grad udsatte det at leve, så han og hustruen kunne have råd til at nyde det ekstra meget i deres otium…. Et otium han ikke vil få en tid til. Han står over for en anden type ”Dark Side”, nemlig den side vi ikke kender, ikke har nogen kontrol over, og kun kan håbe og tro noget om. Jeg ville gerne kunne tilbyde en lindring, men der er ikke anden lindring at tilbyde end at være et rart menneske, tilstede mens tid er…..
Og så urimelig er livet bare en gang imellem, vi er aldrig blevet lovet at det skal være retfærdigt. Nogle gange er livets gang bare uden anden mening end den vi magter at give det, i vores menneskelige afmagt.

Så ja, skulle min streg i sandet trækkes, så har jeg ikke udsat noget, for tid er præcis som et ægteskab, det må aldrig tages for givet!
…..

Og apropos ægteskabet, så er der to ”Dark Sides” jeg klart kan anbefale;
Udviklet og finpudset igennem 22+ år   …. Den sorte humor og evnen til at se Star Wars film i biografen, som et romantisk initiativ.

May the Force be with us all…. I modgang og medgang, to whatever end….. Når bare vi husker at røre og bliv rørt undervejs, så får det mening, trods alt.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Hvad er meningen?

Jeg tror det er grundlæggende for de fleste af os mennesker, at vi gerne vil have der skal være en mening med vores liv. For nogle handler det om berømmelse eller indflydelse på den store verden. Personligt vil jeg gerne bare have gjort en positiv forskel. Jeg behøver ikke at gå over i historien, når bare jeg er en del af historien og det ved jeg at jeg vil være, i de mange små positive interaktioner og i den omtanke og omsorg jeg har givet til mennesker jeg møder. Så uanset hvor langt eller kort mit liv måtte blive, så er jeg allerede en del af historien, ikke som et navn der vil blive husket, men som en lille ”somemrfugl-effekt” der har sendt masser af mellemmenneskelig omsorg og anerkendelse ud på min vej… ukendt lille positiv forskel, og dog en brik i historien.  Min bevidsthed om hvad slags menneske jeg vil være, trænger sig allermest på, når jeg blive mindet om at livet har en slutning…. Jeg tror ikke jeg er bange for døden, men jeg kan reelt ikke vide det før den banker på min dør, så jeg kan ”kloge mig” nok så meget om meningen med livet og rejsen videre efter døden, men det er og bliver blot uhjælpelige menneskelige spekulationer indtil jeg selv må tage den del af rejsen.

Min far er her endnu, men i disse dage er hans krop mere svækket end den nogensinde har været før, efter mange års uhelbredelig sygdom. Og det gør os bange, min far er bange, hans hustru er bange og alle os der holder af ham er bange, både for om det er ved at nærme sig… det tidspunkt vi nok alle vil frygte, fordi vi skal miste det vi kender og (måske) ud i noget vi ikke har nogen indflydelse på eller kendskab til…. Men jeg er nok også bange fordi det minder mig om at tiden går og min største frygt er at den går uden at jeg får sikret mening til den…. At jeg spilder min tid uden at opdage det, før tiden rinder ud!

Jeg har accepteret at jeg ikke har nogen kontrol eller indflydelse på den lidelse min far går igennem – selv som uddannet terapeut, vil jeg ikke kunne hjælpe ham af med den angst der følger med sådan en situation…. Det er menneskeligt meningsløst!

Så jeg beder engle om at yde lindring til min far, for smerten og angsten… (det er lidt grænseoverskridende at indrømme for en super-realist og videnskabsnørd som mig) …  jeg ved jo godt ved pr fornuft det er fjollet, for der er absolut intet videnskabeligt belæg for at der skulle findes engle…. Og alligevel tror jeg – engle som dem der tidligere var her –  at de kan bringe os trøst og ro, når livet bliver for barskt at rumme. I psykologisk videnskab vil min tro på engle svare til en emotionel coping-strategi, en måde at håndtere hvad der reelt er alt for stort og sorgfuldt at håndtere for det enkelte menneske.

Og jeg tænker det må være meningen…… i det daglige at forsøge at styre efter den meningsfuldhed vi hver vægter vigtig, må det være berømmelse eller blot et enkelt omsorgsfuldt liv… og gribe til bøn efter engle eller anden tro, når livet tager sine ekstra barske sving….. det bliver ihvertfald det jeg vælger som min mening med det hele.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Den eneste ene!

Jeg havde en interessant snak med en af mine elever fornyligt… mine elever er teenagere og jeg er så heldig indimellem at blive indviet i nogle af deres tanker, der ikke kun drejer sig om eksamener og faglige finurligheder.

Denne snak handlede om kærlighed, eller nærmere bestemt konceptet om ”den eneste ene” og frustrationen over manglen på samme.
Inden vi kommer for langt ind i denne blog-refleksion, så lad mig lige slå fast: Jeg tror ikke på at der FINDES en ”eneste ene”, for den ”eneste ene” er noget vi skaber med tålmodighed, tolerance og respekt.
Jeg lever med min eneste ene, som resultat af mange års … øhhh…. insisterende konfliktløsning og udvikling af store pyt-spande, fra både mig og min mand.

Denne elev havde, i sin endnu ikke færdigudviklede hjerne, et ganske klart billede af hvordan hendes eneste ene skulle se ud og opføre sig…. Og jeg kan svagt erindre at jeg som teenager, ikke var et hak bedre selv. Konceptet handlede i denne elevs hoved om, at en anden skulle gøre hende komplet…. Som en fantastisk symbiose, hvor et andet menneske næsten kan regne ud hvad man tænker og føler. Og hvis det er forventningen til en potentiel partner, så er der ikke noget at sige til at man bliver skuffet og ender i brud gang på gang. Eller endnu værre, at man sorterer skønne mennesker fra inden man overhovedet har lært dem ordentlig at kende, bare fordi de ikke matcher et utopisk billede af en ”eneste ene”.

Selv efter 22 års samliv kan min mand (heldigvis) ikke læse mine tanker og er der noget, der er vigtigt for mig, er jeg da nødt til at sige det i direkte, tydeligt sprog og formentlig gentage det mere end jeg synes burde være nødvendigt …. og det er lige som det skal være.
For mig er den ”eneste ene” noget i livet jeg har været med til at skabe, ikke som et andet menneske, der skal gøre mig hel, men som et livs-supplement, der bringer glæde og lykke ind i mit liv. Og det kan ske netop fordi jeg er hel og kan rumme en anden tæt på, med alle de fejl og mangler vi hver især har. Faktisk synes jeg at det sværeste på vejen til at min mand er blevet min ”eneste ene”, ikke er at rumme hans fejl og mangler (en af dem er at han vil påstå han ikke har nogen fejl eller mangler)… men at acceptere at jeg selv har sider, som jeg nok bør være ret taknemmelig for at min mand er tolerant overfor.

Snakken med den frustrerede elev om den ”eneste ene” var bare en af dem, hvor jeg skulle lytte…. Og havde jeg sagt noget, ville det være gået til spilde, for vi hører kun når vi er klar til at høre. Vi skal alle selv finde vores vej igennem det liv vi har fået.
Men havde det det været en snak, hvor jeg kunne bidrage med noget om livet, så tror jeg at jeg ville have sagt noget i denne retning:

Jeg havde ikke været sammen med min mand, hvis jeg havde holdt fast i mit billede af den ”eneste ene”… både af udseende og opførsel, var der intet match til det billede jeg havde. Heldigvis blev jeg ved med at være nysgerrig på hvem ham ”den lidt underlige” var, og det betyder at han i dag er blevet til min ”eneste ene”.
Ensomhed er ikke rar. Ensomhed er indimellem nødvendig for at vi kan finde vores vej igennem kriser, men ingen principper eller forestillinger om den perfekte kærlighed er værd at holde fast i, hvis det betyder at livet får lov til at passere, uden at vi griber efter de muligheder for lykke og glæde, der virkeligt hele tiden byder sig til på vores vej.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Når tiden burde stoppe.

Der er tidspunkter, hvor tiden burde stoppe, for det giver ikke mening at den går videre.

Det er de tidspunkter, hvor vi måske har været i kapløb med tiden og tiden er løbet ud, men alligevel stopper den ikke, tiden….  den går videre helt uden mening ….. og vi står der, og kan ikke længere holde af og holde om, ja vi kan knap nok trække vejret, selv om det er det vi skal.

Hver gang vi mister en vi elsker til døden, mister vi også lidt af os selv…. Men vi behøves ikke at blive mindre, for vi mister fordi vi har turdet elske, og når smerten letter en smule, kan vi forhåbentlig se taknemmeligheden i at have elsket og være blevet elsket. Døden er så uendelig meningsløs og alligevel præcis det vilkår der gør at vi husker at elske livet og at elske hinanden.

Har vi først stået med sådan et tidspunkt, hvor tiden ikke burde gå videre, men gør det alligevel, så husker vi den følelse…. Og den gentager sig på vegne af andre, når vi kan se at de står med et tidspunkt, hvor der ikke længere kan holdes af og om og tiden burde stoppe, så de kan få vejret… ja når vi ser andre med det tidspunkt, så bliver det også hos os, som den kærlighed der var, og hos os på vegne af dem der står friskt gispende i en livslammelse, over dødens absoluthed.

Kræften tog de sidste kræfter hos min faster Langfredag formiddag og jeg ville ønske for min onkel og deres to børn, at vi kunne stoppe tiden, blot en kort stund, så de igen kan få vejret. Jeg ved, afklaret med mig selv, at min faster har det godt nu … hun er uden smerte, og vel modtaget … og hun har sat sine smukke, kærlige spor her på jorden i de mennesker hun mødte, så hendes liv har givet alt den mening et liv kan give, selv om det er meningsløst det allerede skulle stoppe.

Ære være hendes minde og må kærligheden læge alles sorg.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Fornøjelsen ved at gå glip af noget!

Indrømmet, der er ret meget jeg ikke har styr på! Jeg har aldrig set et afsnit af ”Game of Thrones”, ”Badehotellet”, eller et af disse sociale eksperimenter med unge næsten-nøgne mennesker, og det er mange år siden jeg sidst så et afsnit af X-faktor, fordi jeg i den grad ikke gider spilde min fritid på mennesketyper som Thomas Blachman, …… der er meget jeg ikke har styr på, fordi jeg vitterlig ikke har styr på det … og jeg ved godt det er politisk ukorrekt at indrømme at jeg indimellem nyder at gå glip af alle beskederne på Forældreintra (… uhh… dårlig mor-uden-filter…. )

Der har længe eksisteret forkortelsen FOMO (Fear Of Missing Out), hvilket oversat til dansk handler om angsten for at gå glip af noget. Det er især relateret til at være aktiv på de sociale medier, men i disse stress-epidemi-tider, kan man godt fristes til at tænke at det også er i det vanlige liv, at vi har for travlt med ikke at gå glip af noget.  I sidste weekend hørte jeg så at der er kommet en ny forkortelse – JOMO – der som et modstykker er Joy Of Missing Out…. eller oversat til jordnært jysk, fornøjelsen ved ikke at være med på det hele …  også bliver en halvgammel bondeknold som mig jo lidt glad i låget, for pludselig er jeg en snert ”trendy”, bare fordi jeg hellere vil grave huller i min have end at gå til diverse messer, udstillinger og hvad man nu ellers kulturelt ikke burde gå glip af i min alder.

Jeg bruger mit hoved rigtig meget hver dag på arbejde – jeg skal forholde mig til ca. 150 forskellige elever i 8 klasser, undervise i to fag på fire forskellige bekendtgørelser og ellers følge med i diverse koordineringer med kollegaer mv. – et, som hos så mange andre mennesker, skønt men til tider ganske overvældende arbejde. Derfor vælger jeg med omhu, hvad jeg ellers vil byde mit hoved, når jeg ikke er på arbejde. Jeg får ikke fulgt med i alle nyheder og samfundsudviklinger, der er simpelthen for mange informationer, og selv om det ikke altid er en fornøjelse, så fravælger jeg ofte at vide hvad jeg burde vide mere om. Jeg prøver heller ikke på at redde verdner i min fritid, jeg redder små verdner … eller hjælper i hvert fald på vej, når jeg er på arbejde, så det frivillige arbejde jeg yder, gør jeg for mig selv og mine børn – jeg træner volleyball, fordi det er kvalitetstid med familien …. Jeg ser Starwars film i biografen, fordi det er fedt at gøre med familien og jeg spiller beachvolley, fordi det er fedt at gøre, primært for mig selv….. og ellers nyder jeg at gå glip af en masse, også selv om det betyder at jeg ikke er verdens mest trendy person, eller den mest socialt engagerede kollega, eller verdens bedste ven…. Jeg dyrker JOMO, fordi jeg har FOMO for at gå glip af tid med mine børn, mens de stadig bor hjemme og gider tid med mig – Jeg dyrker JOMO, fordi jeg har FOMO for at glemme hvorfor jeg faldt for min mand, så jeg vil heller være sammen med ham end se en masse crap i tv og sidst men ikke mindst dyrker jeg JOMO, fordi jeg har FOMO for at misse livet, mens jeg stadig er i live… og for mig er livet især at se noget gro, i haven som blandt mine medmennesker!

(også har jeg vist også være rigelig trendy med JOMO og FOMO for denne gang)

Må I gå glip af en masse derude, og nyde det!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Lilla shampoo

Tid er en finurlig størrelse, jeg har altid været nysgerrig på hvordan det der med alder fungerer og aldrig helt kunne greje det. Det virker som om jeg aldrig får ”knækket koden”, for når jeg endelig synes jeg har vænnet mig til en alder, er jeg for længst blevet meget ældre.

Da jeg var barn undrede jeg mig over hvorfor min mors noget ældre mand, havde brug for en anden type tandpasta end os andre. Da jeg ikke kunne styre min nysgerrighed længere, kunne jeg konstatere at brylcreme ikke er tandpasta, det er bare tuben der ligner tandpasta.

Mine bedsteforældre havde 9 børn og da der kun er 5 år mellem mig og min mors yngste bror, var jeg ligesom en ekstra rosin i pølseenden, der ofte nød at blive forkælet af bedstefar, noget jeg ikke tror den oprindelige ”rosin i pølseenden” var voldsomt begejstret for… men i den alder var jeg heldigvis lykkeligt uviden…. Og jeg kan huske jeg undrede mig over alder allerede den gang…. Jeg kunne kigge på billeder fra mine bedsteforældres ungdomsår og tænke at ham bedstefar havde været en virkelig flot fyr, og jeg fortalte min bedstemor at hun var heldig jeg ikke havde været omkring dengang, for så havde jeg snuppet ham lige for næsen af hende.

I dag er jeg på papiret ved at være den alder min bedstemor var, da jeg som lille pige hjalp hende med at hente æg ved hønsene, eller med at bage kager og lave mad … og min mand er ved at være på alder med min bedstefar, hvilket på ingen måder giver mening. For dengang tænkte jeg om min bedstefar ”hold da op hvor er det mærkeligt, det med gamle mænd…. for når man har fået en masse børn, så bliver damen tynd igen, mens manden stadig ser ud som om der er flere børn inde i ham”. Min mand har ikke en mave der ser ud til at gemme på børn, og det har jeg i øvrigt heller ikke, men han har grå hår…. Og det er der min nye erkendelse om alder formentlig burde indfinde sig.

Enhver der kender mig, ved at jeg ikke har specielt styr på hverken mode eller alt det andet der hører til… jeg er god til mennesker, dyr og haven, så i alt det med mode og beauty lytter jeg gerne til min frisør eller mine døtre. Jeg er nu i den alder, hvor jeg ifølge min frisør bør bruge lilla shampoo …. Fantastisk farve, lilla, som ville have passet fint til fx prinsessekjoler i en alder for lang tid siden. Det jeg ikke helt har grejet endnu er at lilla shampoo giver bedre grå hår! ….. for i den visuelt smertefulde overgang fra ”jeg farver mit hår så intet er gråt” til ”jeg accepterer at alt bliver gråt”, gør farven lilla åbenbart håret gråt…… ja det er næsten lige så uforståeligt som at en tube brylcreme ikke bare er speciel tandpasta til gamle mennesker og der ikke var flere børn inde i min bedstefars mave, selv om det så sådan ud…

Jeg har ikke vænnet mig til at jeg nu er på min bedstemors alder, sådan en som køber lilla shampoo, men det er okay…  PYT! …  jeg når det jo nok engang derude i tid, måske når jeg på papiret bliver lige så gammel som min oldefar 😉

Alder er bare et tal på papir er der jo nogen der siger og det kan vi jo så vælge at være nysgerrige på!

Med finurlige tanker,  Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Kompasset i mit job!

Jeg har jobmæssigt prøvet lidt af hvert, og andre kan muligvis ikke se den røde tråd, men det kan jeg selv – for i alt hvad jeg har arbejdet med, har kontakten til mennesker og forsøget på at skabe rammer så andre har mulighed for at være deres egen bedste udgave, været det der motiverede mig. Jeg har tidligere været embedsmand i det offentlige, jeg har optimeret arbejdsprocesser i produktion og været leder i det private… og hver gang med mennesker, som min primære motivationsfaktor …. Hvilket muligvis også er grunden til at jeg ikke savner nogen af de overstående arbejdsområder, for arbejdsbetingelserne levnede sjældent megen plads til menneskelige hensyn. Jeg er et udpræget proces-motiveret menneske, hvilket gør mig særdeles uegnet som både leder i det private, topudøver inden for sport og politiker…. Det at vinde betyder bare ikke særlig meget for mig og midlet helligere ikke målet, hvis målet er egoistisk.

I dag er mit primære job at være underviser i erhvervsjura og psykologi på Det Blå Gymnasium (i gamle dage kaldet en handelsskole… aka blå studentehue)…. Og jeg har aldrig før haft et job jeg synes er så sjovt og meningsfuldt, som det at være underviser. Jo jo, der er absolut ingen præstige i jobbet blandt den ”almen befolkning” og lønnen er sammenlignet til jobs jeg havde i det private, ca 30% lavere, men jeg har fornøjelsen af en fantastisk hverdag, med masser af skønne unge mennesker, hvilket giver masser af mening.

Og på trods af faren for at Janteloven kommer at smækker mig en på sinkadusen, så tør jeg godt skrive her, at jeg er en ganske god og vellidt underviser…. ikke at mine elever nødvendigvis alle får højest opnåelige karakter til en eksamen eller at alle kan lide mig, men mange af mine elever får et læringsrum, hvor de kan trives, være nysgerrige, have indflydelse og vokse med udfordringerne, uden at gå i panik. For rigtig mange unge i dag er præstationsramte. Angst, depression, stress og mest af alt frygten for at tage forkerte valg og ikke være ”god nok”, er fænomener der fylder langt mere end det burde i ungdomslivet. Så hvis jeg gerne vil have mine elever lærer om erhvervsjura eller psykologi, må jeg først og fremmest sikre mig at de befinder sig i et læringsrum i mine timer, hvor det opleves som trygt og læringsfleksibelt.
Vi ”træner bare” i undervisningen, det er kun eksamen der skal svare til ”kamp”, hvor resultatet er vigtigt … og når man bare træner, er fejl hjertelig velkomne læringsmuligheder. Når vi træner, skal der være plads til humor, der skal være plads til forskellighed og respektfuld ligeværdighed, uanset om man har nemt ved at lære eller svært ved at lære, uanset om man er et sted i livet med masser af motivation eller et sted hvor livet står på ren overlevelse.

Når jeg tænker tilbage på min egen tid som elev på et gymnasium, er der kun to lærere jeg stadig husker for noget værdigfuldt for mig – Birger min biologilærer der i et øjeblik, hvor jeg var så sårbar og skrøbelig som et menneske kan være, på randen af et sammenbrud, blot empatisk forstod og ikke invaderede mig med spørgsmål om noget jeg ikke havde tillid til at dele med nogen. Og den kære Ove, min fysiklærer i 3g, som en del søndage blot tog imod bunken af for sent afleverede fysikrapporter, som jeg cyklede ud med til hans private adresse, uden en eneste gang at kommentere på den påfaldende lighed til de rapporter som han allerede havde rettet fra min bedste kammerat. For Ove vidste, uden at sige det, at jeg gjorde mit bedste, der hvor jeg var i livet, og der var bare ikke voldsomt megen overskud til fysikfaget. Så både Ove og jeg græd af glæde den dag jeg mirakuløst og imod alle odds var så heldig at få et 8-tal til den mundtlige fysik eksamen.
Birger og Ove var voksne, der formåede at sætte noget menneskeligt over deres faglighed. De var lige præcis det jeg havde brug for på det tidspunkt, for at jeg overhovedet kunne lære noget, så jeg har taget dem med mig som inspiration i min hverdag med unge.

Det er mit kompas i jobbet – jeg forsøger at være den voksen jeg selv kunne have brugt i mit liv som ung….. en rollemodel, der forsøger ikke at invadere elevernes privatliv, men heller ikke bare er ligeglad – en voksen, der med humor udfordrer, så der måske kan arbejdes lidt mere fokuseret og læres lidt mere fagligt. En underviser, der er menneskelig, omsorgsfuld og konsekvent – for som hos Ove, skal der afleveres en indsats, og det var min oplevelse at han holdt lige så meget af mig som elev, som han gjorde af min 13-tals kammerat.

Jeg gør mig ingen illusioner om at blive husket af mine elever om mange år, og det er ikke det der er vigtigt, for selv huskede jeg blot Birger og Ove for nogle små handlinger. Jeg holder af mine elever, uanset om de får 00 eller 12 i karakter, så min mening…  det kompas jeg styrer efter i jobbet, er håbet om at sætte små menneskelige frø i mine elever, noget de forhåbentlig kan have med sig i årene frem, der ubevidst kan hjælpe dem til at blive en bedre version af sig selv, uanset om de kan finde ud af erhvervsjura eller ej.

Du skal plante et træ
Du skal gøre en gerning
som lever, når du går i knæ
en ting som skal vare
og være til lykke og læ”
(Piet Hein)

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | 4 kommentarer