Havde jeg vidst det her, ja så var jeg jo aldrig startet!

Der er sagt mange ting om ”bagklogskaben ulidelige klare lys”, ja en borgmester har sågar kløjes så meget i ordene at det blev til bagklogskabens uklare liderlige lys, hvilket unægtelig lyder som et noget sjovere lys end den første udgave. For faktum er at vi sjældent synes det er så pisse fedt, det lys vi får når de forkerte beslutninger for længst er taget. Hvis vi er heldige er det bare en dumhed, hvor konsekvensen er lidt pinlig opmærksomhed, men indimellem er det noget større, noget vi inderst inde vitterlig fortryder, fordi konsekvenserne er så ubarmhjertigt tunge at bære, både for os selv og vores pårørende.

Min far har KOL i meget svær grad. Han er kun 67 år, har haft et fysisk arbejde hele sit liv, været ivrig jæger og generelt en meget foretagsom mand. Som så mange andre af hans generation, så startede han med at ryge i en meget ung alder og han har tillige haft arbejde med oliedampe og støv, i en tid hvor arbejdsmiljøet ikke havde den store fokus.

Der er meget sorg forbundet med sådan sygdom. Sorg hos mig som pårørende, over at se et elsket menneske lide og vide at vores tid sammen ikke bliver så lang som ønsket. Sorg hos den sygdomsramte, over at se sorg og bekymring hos os pårørende, men mest af alt sorgen over at livet med alt dens vidunderlighed, ikke længere magtes og helt skal mistes.

Jeg havde for nogen tid siden en samtale med min far, hvor han trist udbrød ”alt andet fungerer, jeg har ikke ondt i nogen led eller noget, det er bare de forbandede lunger…. havde jeg vidst det dengang, havde jeg jo aldrig startet (rygningen)”.
Som datter ville den følelsesmæssige nemmeste reaktion være ”hvorfor stoppede du ikke bare med at ryge, da du fik viden om at det var farligt!”. Men som fagperson ved jeg at det ikke er helt så nemt. Rygning er forbundet med både en kemisk afhængighed og en psykologisk afhængighed. Jeg skal nok lade være med at kloge mig på kemi, men jeg har en vis indsigt i psykologien, som jeg vil prøve at dele her.

Det vi ved, føler og gør skal helst være i overensstemmelse med hinanden og når de tre dele ikke harmonerer, opstår der noget som i psykologien kaldes for kognitiv dissonans. Det er ikke rart at have kognitiv dissonans, så det enkelte menneske vil finde en strategi hvormed han eller hun igen opnår harmoni mellem viden, følelser og adfærd. Hos rygere er der ofte en masse virkelig gode følelser forbundet med det at ryge. Rygning er hyggelige vaner, gode oplevelser og ofte samvær med andre mennesker man kan lide. Samtidig er adfærden forbundet med (for rygeren) god smag fra tobakken og en fysisk tilfredsstillelse når nikotinen strømmer igennem kroppen. Så det er reelt kun den forbandede viden om at tobak er skadeligt, der kommer i vejen for rygerens harmoni.
Så hvilken strategi er nemmest, lige når man har erfaret at tobakken kan give lidt skader?
Hos min far, og mange andre i hans situation, er rygning blevet en del af deres identitet, det er forbundet med glæde, vaner og noget positivt i livet. Hos dem er undertrykkelse af viden den langt nemmeste strategi, så længe helbredskonsekvenserne ikke virkelig er trådt i kraft. Undertrykkelse af viden kan fx være ”ja jeg ved godt at rygning er farligt, men du ser da mange mennesker som har røget hele livet og ikke fejler spor! Min egen svigermor stortrives som 90 årig og hun har røget i mindst 70 år!”. Det er en måde at parkere viden, så den ikke fylder, ved at pointere at man jo ikke er garanteret en sygdom bare fordi man ryger.
KOL, kræft og andre følge sygdomme af rygning er luskede, for når helbredskonsekvenserne viser sig sådan for alvor, er det som regel begrænset hvad den sygdomsramte får ud af at stoppe med rygningen. I sådanne tilfælde bliver coping-stategien indimellem ”hvis jeg alligevel skal dø, så lad mig da i det mindste beholde mine små glæder ved at ryge!”.

Det er trist at de gode og rigtige valg til tider er så forbandede besværlige at vi ikke får dem taget, men det må vi forsøge at tilgive os selv og vores nærmeste. For vi gør alle vores bedste i den givne situation, bagklogskabens ulidelige klare lys er netop en forstærkning af vores viden, så det ikke længere er nemmest at ignorere den til fordel for bibeholdelse af følelser og adfærd. Vi er kun mennesker, vi gør vores bedste i nu’et og livet kan kun leves forlæns, som filosoffen Søren Kierkegaard pointerede for mere end 200 år siden.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *