10 eller 12!

De seneste par uger har der været en del skriverier i aviserne om at de unge føler sig pressede, har stress symptomer og mistrives, fordi der er et evindeligt pres for at få høje karakterer. Nogle af artiklerne får det til at lyde som om at det kun er de unge der er ramt af det hysteri, men jeg vil påstå at fornemmelsen af at det forventes man får høje karakterer også kommer fra alle os der vil de unge alt det bedste.

Det er et kulturskifte, der ubemærket er sket i vores samfund, som om at intet helt kan blive godt nok i dag.

Den karakter jeg har været mest lykkelig for at få i mit liv, var et 8-tal. Jeg fik den i fysik på højt niveau tilbage i 1993, hvor jeg blev student og både jeg selv og min gode fysiklærer Ove vidste at det var et rent lykketræf! Jeg havde været mere end luddoven i fysik, vi havde været 2 piger i en klasse fuld af meget nørdede drenge og selv om jeg faktisk synes fysik var spændende, så havde jeg hurtigt opgivet at følge med i drengenes begejstrede læringsrejse. Så da jeg stod til eksamen var der reelt kun et emne jeg ville kunne sige noget om…. bølger…. for det var blevet undervist inden jeg havde givet op.
Og sørme om jeg ikke trak bølger…. jeg fik hakket mig middelmådigt igennem eksamen i et fag, som jeg have stor risiko for at dumpe og efterfølgende stod gode gamle Ove og jeg og græd af glæde i en stor og lettet krammer. 8-tallet er langt fra den højeste karakter jeg har fået, men jeg trækker stadig på smilebåndet når jeg tænker på lige præcis den dag hos Ove i fysik.

Som kontrast til den erindring, som fandt sted for 25 år siden (uha som tiden flyver), så var jeg i sommers censor på en stor skole midt i København. Der var tale om en ”hue-eksamen”, dvs. den dag studenterne blev færdige, og det var i skolens eliteklasse. Den første dag blev vi halvanden time forsinket, for hver gang jeg mente at karakteren ikke skulle være et 12-tal, så blev eksaminator ved med at diskutere og argumentere, som var det en personlig kamp. Ja han hentede sågar en kollega på et tidspunkt den første dag, så de sammen kunne lægge pres på mig for at give et 12-tal i stedet for et 10-tal. Når man skal afgøre om en karakter skal være 10 eller 12, så snakker vi om hvorvidt der kun er ”få og ubetydelige fejl”, i så fald kan man give 12 og hvis fejlene betragtes som større eller flere så skal karakteren være lavere. Jeg var absolut ikke nærig overfor de meget dygtige elever – der blev givet 11 stk. 12-taller ud af 26 elever og kun det ene, hvor eksaminator og hans kollega fik mig presset op på 12, mener jeg stadig var ufortjent. Men det var ikke en rar oplevelse – vores samarbejde udenfor selve karaktergivningen var god – men at skulle diskutere på så indædt et niveau med en fagkollega, oplevede jeg som uværdigt. Ja da jeg på anden dagen i en situation måtte ”trække censor-kortet” og sige ”eleven får ikke 12, jeg kan ikke give den præstation mere end 10”, fik jeg reaktionen ”jamen det var din skyld hun ikke får 12, for du stillede et spørgsmål også blev hun nervøs!” (ren BS-reaktion, der pissede mig temmelig meget af, for jeg er en meget venlig censor…. eksaminator undskyldte da også senere).
Den censor oplevelse er i den ekstreme ende af skalaen, men den siger alligevel en del om den forandring der er sket i vores samfund. Vi lærere vil gerne det bedste for vores elever, som i at de får de bedste karakterer. Vi forældre vil gerne det bedste for vores børn, som at de klarer sig godt og oplever sig selv som succesfulde og eleverne måler mere end nogensinde deres eget værd på hvad tal de får for deres præstationer. De unge knokler for at gøre os voksne stolte af dem, og alligevel står de tilbage med oplevelsen af at det kunne have været bedre hvis det ikke er 12-taller hele vejen igennem. Vi vil det alle så godt også bliver det faktisk ret skidt!

Så hva’ kan vi gøre ved det?
Tjae… det er altid svært at være alene om at gøre noget, for det rækker ikke vidt og man føler sig så sårbar og ubetydelig når man vælger at stå alene udenfor det, som alle andre gør. Omvendt så skal forandring starte et sted!

Personligt tænker jeg på hvordan jeg mon kan få mine elevers oplevelse af værd til at vokse, uanset hvad tal deres faglige forståelse måtte række til.
Som mor prøver jeg at vise det er okay ikke at gøre tingene perfekt (nu jeg tænker over det er jeg faktisk næsten perfekt til at være uperfekt… hmmm) jeg prøver at give mine børn lidt perspektiv til hvor ligegyldigt et tal kan være i forhold til alt det andet skønne i livet. Og når jeg selv går til eksamener, så prøver jeg at minde mig selv om at jeg ikke behøves at lave et perfekt resultat hver gang….. det er faktisk det sværeste, for der skal jeg selv gøre som jeg siger andre skal gøre.

Jeg ved ikke om min egen lille mission for at tage karakterpresset ud af livet virker, men jeg finder vel kun ud af det, hvis jeg prøver det af…. Og om lidt får jeg 130 nye elever på handelsgymnasiet, så hvis ikke jeg skulle prøve at hjælpe de unge til et læringsliv med mere trivsel, hvem skulle så!

Husk at rose din teenager i dag, for noget han/hun er og ikke noget han/hun har gjort!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *