Giv nu bare døren et lille smæk!

Jeg læste for nyligt en mail fra en mand, der skulle forlade sin arbejdsplads gennem mange år. Det var et af disse ikke helt frivillige stop for et stilfærdigt menneske, der havde gået og passet sit, så følelsen af skuffelse var på sin plads.
Dilemmaet, når vi står i sådanne situationer er altid; skal jeg vise min bitre skuffelse og give døren et smæk så ALLE kan høre min uenighed med situationen eller skal jeg æde det i mig, hilse høfligt og ikke brænde nogen broer jeg eventuelt måtte få brug for senere.
Hvis det var mig, ville mit temperamentsfulde hjertet skrige SMÆK TIL! Mens hovedet forgæves ville forsøge at få ørenlyd med et ”uh… tænk på de fremtidige åbne muligheder”……. Hvad denne mand gjorde, kommer jeg til….

Men min tanke med dette indlæg er at vi så tit i livet står mellem hjerte-valg og hjerne-valg. Og her op til hjerternes tid – julen – virker det til at dilemmaet mellem hjerte og hjerne næsten står i kø for vores stillingstagen på daglig basis.
Det er forskelligt for os alle, nogen af os har en tendens til at følge hjertet, og ikke forudse hvor mange tæsk vi måtte få for det efterfølgende, mens andre sjældent vover et hjerte-valg, af frygt for alle de potentielle konsekvenser deres hjerne kan tænke sig frem til.

Nogen har her op til jul, ekstra meget lyst til at kæmpe mod hovedets anbefalinger, for at børnene skal være hos dem og ikke eks-ægtefællen, fordi hjertet skriger over sorgen og savnet. Andre bruger hovedet til alverdens undskyldninger for ikke at skulle deltage i de mange familiebegivenheder, som hjertet virkelig ikke orker. Uanset hvem vi er og hvad vi måtte stå med, så handler det blot om at være bevidst om hvad vi gør og hvorfor – dilemmaet er et eksistentielt livsvilkår, det kan ikke undgås, og vores aktive, bevidste stillingstagen til om det skal være hjertet eller hjernen vi følger i en given situation, er hvad der gør os til levende mennesker, der både føler og sameksisterer.

Det virker på mig som om vi lever i en tid, hvor hjernen alt for tit får lov at tage beslutningen – flertaltet tør ikke vove af frygt for konsekvenserne, hvor muligheder måske måtte lukke sig i fremtiden. Jeg savner at se modet til hjerte-valg, måske fordi jeg selv er som jeg er og stadig med en vis fornøjelse kan genkalde min mors råb “du brænder dine brooooooer…..”, mens jeg i ungdomsårene stormede ud af gårdspladsen og væk fra Vestjylland. Det var rene hjerte-valg dengang og selv om det ikke altid fremmede sameksistensen, så var det en befriende følelse af ægthed og ærlighed.

Og det var derfor jeg startede med manden og hans sidste mail – han tog et befriende valg, jeg ikke kan lade være med at beundre. Mailen var ikke vred, det var ikke et temperamentsfuldt råb af foragt, men en underfundig høflig og dog lettere spydig tone, hvor han adresserede alle med en individuel sætning. Det var et lille smæk med døren af den avancerede slags, hvor eventuelt forurettede ikke ville kunne argumentere for senere brændte broer, men hvor ingen alligevel kunne ignorere det tydelige SMÆK!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *