Lykken er…. at kunne grine af sig selv!

Da jeg læste psykologisk videnskab og terapi på et amerikansk universitet her for nogle år siden, havde jeg en ret dygtig supervisor, Dr. Soli, som blandt andet introducerede mig til en bog, jeg stadig gør brug af.
Bogen hedder ”The Art of Possibility”, er skrevet af Rosamund og Benjamin Zander og især kapitlet om  ”Rule number 6” giver mig dagligt så megen værdi, at jeg gerne vil dele dens indledning her, i frit oversat udgave:

To statsministre sidder i et rum og diskuterer vigtige statslige sager. Pludselig komme en mand brasende ind i rummet, mens han rasende råber, stamper i gulvet og banker knytnæven i bordet. Den beværtende statsminister siger formanende ”Peter, husk venligst regel nummer 6”, hvorefter Peter øjeblikkeligt trækker sig roligt og undskyldende tilbage fra rummet.
De to politikere fortsætter deres samtale for 20 minutter senere at blive afbrud af en hysterisk og vildt gestikulerende kvinde. Igen afbryder den beværtende statsminister med ordende ”Marie, vær venlig at huske regel nummer 6”, hvorefter kvinden straks bukker, undskylder og trækker sig roligt fra rummet.
Da den samme scene gentager sig en tredje gang, udbryder den besøgende statsminister ”Min kære ven, jeg har set mange ting i mit liv, men aldrig noget så bemærkelsesværdigt som dette. Vil du være villig til at dele denne hemmelige regel nummer 6 med mig?” Den beværtende statsminister svarer ”det er ganske simpelt, regel nummer 6 siger: tag ikke dig selv så forbandet højtideligt”. ”Ahhhh”, svarer den gæstende statsminister, ”og hvad siger de andre regler så, om jeg må spørge”…. Den beværtende statsminister svarer: ”der er ikke andre regler!”

Jeg elsker denne lille humoristiske historie med budskabet om ikke at tage sig selv så forbandet højtideligt. Den minder mig om at perspektivere i dagligdagen – for jo, det er da særdeles fristende at tage sig selv forbandet højtidelig, når elever ikke udviser den adfærd man som en autoritet forventer, eller kollegaer er uenige og ikke ser det fantastiske lys i ens ideer eller når ens leder giver feedback, der i et næretagn split sekund kunne opfattes som en personlig kritik.

Jeg har brug for at perspektivere …. når det regner tænker jeg ”godt jeg ikke er på militær øvelse”, når jeg slår mig tænker jeg ”i det mindste er jeg ikke ved at føde et barn”, når jeg er ked af det tænker jeg ”godt jeg har haft lov til at elske nogen så højt at jeg ikke bare er ligeglad” og når jeg dummer mig tænker jeg….
”uf, nu igen … hader det…åhhhh…. krumme, krumme tæer…  nå men i det mindste er det ikke helt lige så skidt som dengang … og dengang … og….”

Jeg er et menneske, der lever et ganske lykkeligt liv. Jeg lever på ingen måder et fejlfrit liv, eller et perfekt liv. Jeg laver masser af fejl, har mødt masser af urimeligheder og modstand på mine veje, men jeg er alligevel ganske lykkelig. Jeg tror det var Storm P eller en anden klog gut der skrev at lykken ikke er hvordan man har det, men hvordan man ta’r det. Og jeg er ganske lykkelig, fordi jeg ta’r det – er der ikke andet at grine af, så bliver jeg i det mindste mere lykkelig af at grine af mig selv og mine (u)gerninger, end at tage mig selv så forbandet højtideligt…. Ja det sidste synes jeg faktisk ikke jeg har tid til, når nu lykken er så lunefuld og livet er så kort!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *