Julen… på godt og ondt, for skilsmissebarnet.

Sad med den lokale ugeavis og faldt over overskriften ”Syv gode råd til jul i skilsmissefamilien”.

Jeg er ikke skilt – heldigvis, for jeg ville dælme være ked af at skulle undvære min mand. Men jeg er skilsmissebarn….. 3 stk. skilsmisser fra jeg var 4 år til jeg var 17 år. Den første var den jeg var ked af, de næste to, en på hver side… nåe ja, nummer to var også slem af andre årsager, men ved den tredje var jeg flyttet hjemmefra og kunne egentlig kun glædes ved at et ulykkeligt ægteskab fik sin ende.

Selv om mine elever sikkert tænker jeg er rimelig gammel, så var det nu ikke unormalt at være skilt, der tilbage i sidst 70’erne og først 80’erne hvor jeg var et barn. Alligevel så håber jeg at der er mere støtte og samarbejdshjælp til de ramte familier i dag.  Jeg er til den dag i dag overbevist om at alle mennesker gør deres bedste, også i en skilsmisse situation….. men nogen gange er ”deres bedste” bare ikke godt nok, det er noget møg, der går ud over børnene. Indimellem har forældre brug for professionel hjælp til at få perspektiv på tingene og prioriteterne i orden, fordi de også kun er mennesker i en alt for svær situation.

Så det er på sin plads at give ”gode råd til jul i skilsmissefamilien”, hvis vi har som ambition at julen skal være en rar og mindeværdig tid.

Jeg har masser af dejlige juleminder og det er dem jeg foretrækker at beskæftige mig med. De dårlige minder og oplevelser kan jeg ikke gøre noget ved, de er passeret og jeg kan ikke bruge dem til andet end at sørge for at de ikke bliver gentaget.

Så i stedet for syv gode råd, er dette mit bud på hvad jeg husker er gode minder, som skilsmissebarn ved juletid:

  • Jeg husker at vi har været ude og hente juletræ, hvor der var tid til at gå og kigge efter det rigtige træ, fælde det og tage det med hjem. Det var ikke så vigtigt om det var mig eller en anden der havde fundet træet, det gode minde består i at vi var sammen om det og der var tid, ingen insisteren på at skulle skynde sig igennem eventyret ”at finde juletræet”. Den dag i dag er min ynglings julesang ”Juletræet med sin pynt” og når jeg synger den, tænker jeg på duften af granskov og barndomsminder fra juletræseventyrerne.
  • Jeg kan se som voksen at jeg var lykkeligst, når jeg var lykkelig uviden. Alle de situationer, hvor jeg kunne have min barnlige begejstring uforstyrret af de konflikter og uenigheder der eksisterede mellem mine forældre. Alle de julestunder, hvor jeg bare var et barn, der glædede mig over julekalenderen, eller småkagerne, eller sneen (for det var selvfølgelig ALTID hvid jul… klart!) uden at jeg skulle forholde mig til hvordan den ene eller den anden af mine forælder ”var” eller hvad han/hun havde ”gjort”. Og som jeg husker det, var der heldigvis masser af tider med ren barnlig begejstring – i en lykkelig uvidenhed.
  • Og de sidste juleminder jeg tænker tilbage på med en særlig glæde, var alle de gange hvor vi lavede juledekorationer og det var okay at gøre det på min måde. Processen at skabe noget, der skulle sprede hygge, på samme tid som at mine søskende og en forældre var i gang med det samme. Og det var okay, hvad vi nu valgte at gøre. Når der ikke var nogen krav til at dekorationen skulle se ud på en bestemt måde eller være færdig på en bestemt tid – det var hyggeligt og nogle stunder jeg stadig tænker tilbage på med glæde.

Ingen familie er ens, heller ikke skilsmisse familier – man kan sagtens blive en lykkelig voksen selv om man er vokset op i en skilsmissefamilie. Det der satte sig i mig, som gode minder, var når eventyret fik lov til at udfolde sig i et fællesskab, min barnlige begejstring fik lov at boble uforstyrret af voksnes bekymringer og jeg var god nok, både til det jeg gjorde og det jeg var.

 

Glædelig jul derude – husk at passe på hinanden med respektfuld tolerance for forskellighederne.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *