Kompasset i mit job!

Jeg har jobmæssigt prøvet lidt af hvert, og andre kan muligvis ikke se den røde tråd, men det kan jeg selv – for i alt hvad jeg har arbejdet med, har kontakten til mennesker og forsøget på at skabe rammer så andre har mulighed for at være deres egen bedste udgave, været det der motiverede mig. Jeg har tidligere været embedsmand i det offentlige, jeg har optimeret arbejdsprocesser i produktion og været leder i det private… og hver gang med mennesker, som min primære motivationsfaktor …. Hvilket muligvis også er grunden til at jeg ikke savner nogen af de overstående arbejdsområder, for arbejdsbetingelserne levnede sjældent megen plads til menneskelige hensyn. Jeg er et udpræget proces-motiveret menneske, hvilket gør mig særdeles uegnet som både leder i det private, topudøver inden for sport og politiker…. Det at vinde betyder bare ikke særlig meget for mig og midlet helligere ikke målet, hvis målet er egoistisk.

I dag er mit primære job at være underviser i erhvervsjura og psykologi på Det Blå Gymnasium (i gamle dage kaldet en handelsskole… aka blå studentehue)…. Og jeg har aldrig før haft et job jeg synes er så sjovt og meningsfuldt, som det at være underviser. Jo jo, der er absolut ingen præstige i jobbet blandt den ”almen befolkning” og lønnen er sammenlignet til jobs jeg havde i det private, ca 30% lavere, men jeg har fornøjelsen af en fantastisk hverdag, med masser af skønne unge mennesker, hvilket giver masser af mening.

Og på trods af faren for at Janteloven kommer at smækker mig en på sinkadusen, så tør jeg godt skrive her, at jeg er en ganske god og vellidt underviser…. ikke at mine elever nødvendigvis alle får højest opnåelige karakter til en eksamen eller at alle kan lide mig, men mange af mine elever får et læringsrum, hvor de kan trives, være nysgerrige, have indflydelse og vokse med udfordringerne, uden at gå i panik. For rigtig mange unge i dag er præstationsramte. Angst, depression, stress og mest af alt frygten for at tage forkerte valg og ikke være ”god nok”, er fænomener der fylder langt mere end det burde i ungdomslivet. Så hvis jeg gerne vil have mine elever lærer om erhvervsjura eller psykologi, må jeg først og fremmest sikre mig at de befinder sig i et læringsrum i mine timer, hvor det opleves som trygt og læringsfleksibelt.
Vi ”træner bare” i undervisningen, det er kun eksamen der skal svare til ”kamp”, hvor resultatet er vigtigt … og når man bare træner, er fejl hjertelig velkomne læringsmuligheder. Når vi træner, skal der være plads til humor, der skal være plads til forskellighed og respektfuld ligeværdighed, uanset om man har nemt ved at lære eller svært ved at lære, uanset om man er et sted i livet med masser af motivation eller et sted hvor livet står på ren overlevelse.

Når jeg tænker tilbage på min egen tid som elev på et gymnasium, er der kun to lærere jeg stadig husker for noget værdigfuldt for mig – Birger min biologilærer der i et øjeblik, hvor jeg var så sårbar og skrøbelig som et menneske kan være, på randen af et sammenbrud, blot empatisk forstod og ikke invaderede mig med spørgsmål om noget jeg ikke havde tillid til at dele med nogen. Og den kære Ove, min fysiklærer i 3g, som en del søndage blot tog imod bunken af for sent afleverede fysikrapporter, som jeg cyklede ud med til hans private adresse, uden en eneste gang at kommentere på den påfaldende lighed til de rapporter som han allerede havde rettet fra min bedste kammerat. For Ove vidste, uden at sige det, at jeg gjorde mit bedste, der hvor jeg var i livet, og der var bare ikke voldsomt megen overskud til fysikfaget. Så både Ove og jeg græd af glæde den dag jeg mirakuløst og imod alle odds var så heldig at få et 8-tal til den mundtlige fysik eksamen.
Birger og Ove var voksne, der formåede at sætte noget menneskeligt over deres faglighed. De var lige præcis det jeg havde brug for på det tidspunkt, for at jeg overhovedet kunne lære noget, så jeg har taget dem med mig som inspiration i min hverdag med unge.

Det er mit kompas i jobbet – jeg forsøger at være den voksen jeg selv kunne have brugt i mit liv som ung….. en rollemodel, der forsøger ikke at invadere elevernes privatliv, men heller ikke bare er ligeglad – en voksen, der med humor udfordrer, så der måske kan arbejdes lidt mere fokuseret og læres lidt mere fagligt. En underviser, der er menneskelig, omsorgsfuld og konsekvent – for som hos Ove, skal der afleveres en indsats, og det var min oplevelse at han holdt lige så meget af mig som elev, som han gjorde af min 13-tals kammerat.

Jeg gør mig ingen illusioner om at blive husket af mine elever om mange år, og det er ikke det der er vigtigt, for selv huskede jeg blot Birger og Ove for nogle små handlinger. Jeg holder af mine elever, uanset om de får 00 eller 12 i karakter, så min mening…  det kompas jeg styrer efter i jobbet, er håbet om at sætte små menneskelige frø i mine elever, noget de forhåbentlig kan have med sig i årene frem, der ubevidst kan hjælpe dem til at blive en bedre version af sig selv, uanset om de kan finde ud af erhvervsjura eller ej.

Du skal plante et træ
Du skal gøre en gerning
som lever, når du går i knæ
en ting som skal vare
og være til lykke og læ”
(Piet Hein)

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

 

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

4 svar til Kompasset i mit job!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *