Når tiden burde stoppe.

Der er tidspunkter, hvor tiden burde stoppe, for det giver ikke mening at den går videre.

Det er de tidspunkter, hvor vi måske har været i kapløb med tiden og tiden er løbet ud, men alligevel stopper den ikke, tiden….  den går videre helt uden mening ….. og vi står der, og kan ikke længere holde af og holde om, ja vi kan knap nok trække vejret, selv om det er det vi skal.

Hver gang vi mister en vi elsker til døden, mister vi også lidt af os selv…. Men vi behøves ikke at blive mindre, for vi mister fordi vi har turdet elske, og når smerten letter en smule, kan vi forhåbentlig se taknemmeligheden i at have elsket og være blevet elsket. Døden er så uendelig meningsløs og alligevel præcis det vilkår der gør at vi husker at elske livet og at elske hinanden.

Har vi først stået med sådan et tidspunkt, hvor tiden ikke burde gå videre, men gør det alligevel, så husker vi den følelse…. Og den gentager sig på vegne af andre, når vi kan se at de står med et tidspunkt, hvor der ikke længere kan holdes af og om og tiden burde stoppe, så de kan få vejret… ja når vi ser andre med det tidspunkt, så bliver det også hos os, som den kærlighed der var, og hos os på vegne af dem der står friskt gispende i en livslammelse, over dødens absoluthed.

Kræften tog de sidste kræfter hos min faster Langfredag formiddag og jeg ville ønske for min onkel og deres to børn, at vi kunne stoppe tiden, blot en kort stund, så de igen kan få vejret. Jeg ved, afklaret med mig selv, at min faster har det godt nu … hun er uden smerte, og vel modtaget … og hun har sat sine smukke, kærlige spor her på jorden i de mennesker hun mødte, så hendes liv har givet alt den mening et liv kan give, selv om det er meningsløst det allerede skulle stoppe.

Ære være hendes minde og må kærligheden læge alles sorg.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *