Den eneste ene!

Jeg havde en interessant snak med en af mine elever fornyligt… mine elever er teenagere og jeg er så heldig indimellem at blive indviet i nogle af deres tanker, der ikke kun drejer sig om eksamener og faglige finurligheder.

Denne snak handlede om kærlighed, eller nærmere bestemt konceptet om ”den eneste ene” og frustrationen over manglen på samme.
Inden vi kommer for langt ind i denne blog-refleksion, så lad mig lige slå fast: Jeg tror ikke på at der FINDES en ”eneste ene”, for den ”eneste ene” er noget vi skaber med tålmodighed, tolerance og respekt.
Jeg lever med min eneste ene, som resultat af mange års … øhhh…. insisterende konfliktløsning og udvikling af store pyt-spande, fra både mig og min mand.

Denne elev havde, i sin endnu ikke færdigudviklede hjerne, et ganske klart billede af hvordan hendes eneste ene skulle se ud og opføre sig…. Og jeg kan svagt erindre at jeg som teenager, ikke var et hak bedre selv. Konceptet handlede i denne elevs hoved om, at en anden skulle gøre hende komplet…. Som en fantastisk symbiose, hvor et andet menneske næsten kan regne ud hvad man tænker og føler. Og hvis det er forventningen til en potentiel partner, så er der ikke noget at sige til at man bliver skuffet og ender i brud gang på gang. Eller endnu værre, at man sorterer skønne mennesker fra inden man overhovedet har lært dem ordentlig at kende, bare fordi de ikke matcher et utopisk billede af en ”eneste ene”.

Selv efter 22 års samliv kan min mand (heldigvis) ikke læse mine tanker og er der noget, der er vigtigt for mig, er jeg da nødt til at sige det i direkte, tydeligt sprog og formentlig gentage det mere end jeg synes burde være nødvendigt …. og det er lige som det skal være.
For mig er den ”eneste ene” noget i livet jeg har været med til at skabe, ikke som et andet menneske, der skal gøre mig hel, men som et livs-supplement, der bringer glæde og lykke ind i mit liv. Og det kan ske netop fordi jeg er hel og kan rumme en anden tæt på, med alle de fejl og mangler vi hver især har. Faktisk synes jeg at det sværeste på vejen til at min mand er blevet min ”eneste ene”, ikke er at rumme hans fejl og mangler (en af dem er at han vil påstå han ikke har nogen fejl eller mangler)… men at acceptere at jeg selv har sider, som jeg nok bør være ret taknemmelig for at min mand er tolerant overfor.

Snakken med den frustrerede elev om den ”eneste ene” var bare en af dem, hvor jeg skulle lytte…. Og havde jeg sagt noget, ville det være gået til spilde, for vi hører kun når vi er klar til at høre. Vi skal alle selv finde vores vej igennem det liv vi har fået.
Men havde det det været en snak, hvor jeg kunne bidrage med noget om livet, så tror jeg at jeg ville have sagt noget i denne retning:

Jeg havde ikke været sammen med min mand, hvis jeg havde holdt fast i mit billede af den ”eneste ene”… både af udseende og opførsel, var der intet match til det billede jeg havde. Heldigvis blev jeg ved med at være nysgerrig på hvem ham ”den lidt underlige” var, og det betyder at han i dag er blevet til min ”eneste ene”.
Ensomhed er ikke rar. Ensomhed er indimellem nødvendig for at vi kan finde vores vej igennem kriser, men ingen principper eller forestillinger om den perfekte kærlighed er værd at holde fast i, hvis det betyder at livet får lov til at passere, uden at vi griber efter de muligheder for lykke og glæde, der virkeligt hele tiden byder sig til på vores vej.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *