Hvad er meningen?

Jeg tror det er grundlæggende for de fleste af os mennesker, at vi gerne vil have der skal være en mening med vores liv. For nogle handler det om berømmelse eller indflydelse på den store verden. Personligt vil jeg gerne bare have gjort en positiv forskel. Jeg behøver ikke at gå over i historien, når bare jeg er en del af historien og det ved jeg at jeg vil være, i de mange små positive interaktioner og i den omtanke og omsorg jeg har givet til mennesker jeg møder. Så uanset hvor langt eller kort mit liv måtte blive, så er jeg allerede en del af historien, ikke som et navn der vil blive husket, men som en lille ”somemrfugl-effekt” der har sendt masser af mellemmenneskelig omsorg og anerkendelse ud på min vej… ukendt lille positiv forskel, og dog en brik i historien.  Min bevidsthed om hvad slags menneske jeg vil være, trænger sig allermest på, når jeg blive mindet om at livet har en slutning…. Jeg tror ikke jeg er bange for døden, men jeg kan reelt ikke vide det før den banker på min dør, så jeg kan ”kloge mig” nok så meget om meningen med livet og rejsen videre efter døden, men det er og bliver blot uhjælpelige menneskelige spekulationer indtil jeg selv må tage den del af rejsen.

Min far er her endnu, men i disse dage er hans krop mere svækket end den nogensinde har været før, efter mange års uhelbredelig sygdom. Og det gør os bange, min far er bange, hans hustru er bange og alle os der holder af ham er bange, både for om det er ved at nærme sig… det tidspunkt vi nok alle vil frygte, fordi vi skal miste det vi kender og (måske) ud i noget vi ikke har nogen indflydelse på eller kendskab til…. Men jeg er nok også bange fordi det minder mig om at tiden går og min største frygt er at den går uden at jeg får sikret mening til den…. At jeg spilder min tid uden at opdage det, før tiden rinder ud!

Jeg har accepteret at jeg ikke har nogen kontrol eller indflydelse på den lidelse min far går igennem – selv som uddannet terapeut, vil jeg ikke kunne hjælpe ham af med den angst der følger med sådan en situation…. Det er menneskeligt meningsløst!

Så jeg beder engle om at yde lindring til min far, for smerten og angsten… (det er lidt grænseoverskridende at indrømme for en super-realist og videnskabsnørd som mig) …  jeg ved jo godt ved pr fornuft det er fjollet, for der er absolut intet videnskabeligt belæg for at der skulle findes engle…. Og alligevel tror jeg – engle som dem der tidligere var her –  at de kan bringe os trøst og ro, når livet bliver for barskt at rumme. I psykologisk videnskab vil min tro på engle svare til en emotionel coping-strategi, en måde at håndtere hvad der reelt er alt for stort og sorgfuldt at håndtere for det enkelte menneske.

Og jeg tænker det må være meningen…… i det daglige at forsøge at styre efter den meningsfuldhed vi hver vægter vigtig, må det være berømmelse eller blot et enkelt omsorgsfuldt liv… og gribe til bøn efter engle eller anden tro, når livet tager sine ekstra barske sving….. det bliver ihvertfald det jeg vælger som min mening med det hele.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *