The Dark Side!

Hvis dit liv skulle stoppe her og nu, ville du så have nogen fortrydelser?
Jeg tænker ikke på de fortrydelser vi alle vil have i forhold til fremtiden, at nå at opleve vores kære i længere tid, at få børnebørn osv.
Nej jeg tænker på, hvis vi skulle trække en streg i sandet her og nu, har du så levet dit liv efter bedste evne i den tid du har fået indtil nu?

Ovenstående var en del af en god snak jeg fik med min svoger for en uges tid siden…. I og med vi begge er godt og vel midt i fyrrerne, så trænger de mere eksistentielle snakke sig jo på indimellem, især over et glas rødvin …. Og jeg godt kan sige ”ja, jeg har indtil nu levet mit liv efter bedste evne og forstand, i de fleste øjeblikke” …. for selvfølgelig har jeg da i den grad fucket up….  Og jævnligt ønsket at jeg havde vidst bedre efterfølgende. Men jeg synes jeg har levet ærligt, forsøgt at sætte grænser når folk gennem livet har trådt (eller vadet) på mig og jeg har forsøgt så vidt muligt at være et rart menneske….. for det er hvad ”efter bedste evne” betyder for mig. Jeg er ikke gået over til ”The Dark Side”, selv om jeg gjorde flere forsøg på at hade, i mine rædselsfulde teenager år…. Hadet holdt aldrig længe, alt jeg har kunne mestre at gennemføre har været foragt og afstandstagen fra visse super-ego’er på min vej.

Men jeg skriver ovenstående, fordi jeg lige har haft en af mine måske sidste snakke med et kært menneske, som har måtte indse at kroppen er ved at kapitulere og tiden rinde ud. Han er meget ked af det, for han har været en knokler hele livet. En mand, der i nogen grad udsatte det at leve, så han og hustruen kunne have råd til at nyde det ekstra meget i deres otium…. Et otium han ikke vil få en tid til. Han står over for en anden type ”Dark Side”, nemlig den side vi ikke kender, ikke har nogen kontrol over, og kun kan håbe og tro noget om. Jeg ville gerne kunne tilbyde en lindring, men der er ikke anden lindring at tilbyde end at være et rart menneske, tilstede mens tid er…..
Og så urimelig er livet bare en gang imellem, vi er aldrig blevet lovet at det skal være retfærdigt. Nogle gange er livets gang bare uden anden mening end den vi magter at give det, i vores menneskelige afmagt.

Så ja, skulle min streg i sandet trækkes, så har jeg ikke udsat noget, for tid er præcis som et ægteskab, det må aldrig tages for givet!
…..

Og apropos ægteskabet, så er der to ”Dark Sides” jeg klart kan anbefale;
Udviklet og finpudset igennem 22+ år   …. Den sorte humor og evnen til at se Star Wars film i biografen, som et romantisk initiativ.

May the Force be with us all…. I modgang og medgang, to whatever end….. Når bare vi husker at røre og bliv rørt undervejs, så får det mening, trods alt.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *