Hvordan/Hvis… ikke ”Når jeg bli’r gammel”

Jeg kan ikke lytte til Gnags’ sang ”Når jeg bli’r gammel” uden at få tårer i øjnene, for den spillede de da vi for få år siden skulle sige farvel til min nabo Jens, som ikke blev gammel. Sangen var lige blevet lavet i en ny version med Ida Corr og det var den der blev spillet i kirken, som Jens’ ynglings sang. Og jeg forstår godt det kan være en ynglings sang, for teksten er smuk og livsbekræftende… hvem ville ikke nyde at sidde på en bænk og kigge over havet uden at skulle nå noget, efter et langt liv levet.
Der er lidt ”Corona-slow-down” over tanken om en bænk med udsigt over havet og indtil marts i år havde jeg da også (som så mange andre formentlig) udelukkende tænkt tanken ”når jeg bliver gammel” ud fra en antagelse om at jeg selvfølgelig ville være en sund og rask gammel.

Jens og alle de andre som ikke fik lov at blive gamle, er imidlertid en vigtig påmindelse om at vi ikke er blevet lovet at blive gammel… der er ingen garanti til nogen af os, så det er dæleme om at gribe dagen og værdsætte alt hvad vi får mulighed for at værdsætte.

Vi har sjældent den store indflydelse på hvor lang tid vi får, men vi har stor indflydelse hvordan vi skal have det hele vejen hen til ”hvis vi bliver gamle”. Og det var hvad jeg fik et godt vink med en vognstang om i marts.
Genetisk ligner jeg min far rigtig meget…. fantastiske gener når det handler om at undgå højt blodtryk, kolesterol, sukkersyge og hjerteproblemer… men som min læge Ole med et glimt i øjet sagde til mig i marts, ”så har du lidt store lunger Winnie”…… ikke den værste kompliment at få for en kvinde i min alder, havde det ikke lige været baseret på røntgenbilleder.
Jeg fik egentlig blot bekræftet hvad jeg nok allerede vidste, for jeg har aldrig kunnet tåle tobaksrøg, må bruge støvmaske når jeg fylder hestenes hø i net og har de seneste par vintre bøvlet med astmatisk hoste.
I sig selv måske ikke så skræmmende en information, hvis det ikke lige er fordi jeg de seneste år har været vidne til hvordan KOL langsomt har betydet at min far på ingen måder ville kunne holde til at sidde på en bænk og nyde udsigten over havet. Så jeg er lettet over at jeg nu ved hvad der ville vente mig, hvis jeg ikke gør noget…. Og indrømmet, jeg er da også pisse bange, for jeg tror ikke at nogen af os rigtig kan sætte os ind i hvor ensomt og ulideligt det må være at leve med et så hårdt prøvet helbred, som det min far er blevet gammel med.

Så jeg startede 1. marts med det som bliver min livslange medicin imod mine geners ”akilleshæl”, jeg lunge-træner, som i løbetræner… minimum 3 gange pr uge og minimum en halv time pr tur. Og for første gang i mit liv handler løbeturene ikke om at blive hurtigere, eller løbe længere, de handler ikke om at komme under de magiske 24 min. på en 5 km som var det hadede krav på sergentskolen, de handler kun om at løbe for at trække vejret og mærke at jeg lever. Det er faktisk blevet en ret fantastisk medicin, og en ny oplevelse for en overlever som mig, der næsten pr automatik altid presser mig selv til kanten af hvad jeg kan klare…. På de trætte dage, hvor løbeturen hverken bliver den hurtigste eller rareste, minder jeg mig selv om at det hverken behøves at være hurtigt eller flot, det handler bare om at sætte den ene fod foran den anden i minimum 30 minutter med sådan en hastighed at mine lunger bliver anstrengt. Jeg er taknemmelig, for jeg har fået (og fattet) muligheden for at have indflydelse på hvordan jeg skal være gammel, hvis jeg bliver gammel.  
I marts måned måtte jeg tage astma medicin både før og efter løbeturene, og de første 3 uger blev det til ca. 3-4 km somewhat intervaltræning op og ned ad den lokale bakke. I april blev turene til 5-6 km og jeg kunne for det meste nøjes med astma-medicinen inden løbeturen…. Og halleluja i maj har jeg nu gennemført en måned med løbeturene, uden at have behov for astma-medicinen.

Jeg ved godt at når vi kommer til vinteren, så bliver løbeturene hårdere…. men jeg ved turene vil fortsætte, 3 stk pr uge, for mit liv er for herligt til ikke at tage indflydelse på hvordan jeg bliver gammel, hvis jeg bliver gammel.

Det er ikke svært, en fod foran den anden indtil turen er slut, det skal bare gøres.
🙂 Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *