Modet til at gøre det rigtige!

Jeg fik i går en rørende besked fra en, der havde fundet modet til at gøre det rigtige. Det havde tydeligvis været en meget hård beslutning og det gjorde ondt på hende, men hun havde gjort hvad der skulle gøres.

Tilbage i 2008 fik jeg min første kat, en lille forladt og forkommen killing, som min bonusfar havde fundet og sat til tørre ved fyret i baggangen. På det tidspunkt var jeg i gang med at genfinde hvad der gjorde mig til en glad Winnie efter at havde været så slidt, at jeg til sidste havde bedt om en skilsmisse… men mere om det senere… Den lille killing blev navngivet Mocca, fordi dens krop var farvet som en kop kaffe med mælk, en yndig kat med chokoladefarvet hoved og helt lyse blå øjne. Da jeg fik Mocca, havde hun allerede brugt det første af sine 9 liv, reddet af bonusfar ved fyret. Og allerede nogle få måneder senere i forbindelse med sterilisation, hakkede hun endnu et liv af sit 9-turs-klippekort ved at …. Ja lad os bare sige at jeg bogstaveligt talt har haft de fleste af Moccas tarme i mine hænder, mens en dyrlæge desperat har mumlet ”fuck, det er ikke godt det her!”. I 2011, da vi skulle flytte til USA, fik Mocca et nyt hjem hos nogle naboer nede ad vejen. Det tog kun en uge også havde Mocca forstået at maden og det nye forever-hjem var flyttet og det var fint, en klog kat med en skøn personlighed … hvis man kan sige at katte kan være kloge. Fra 2011 brugte Mocca eventyrligt løs af sit 9-liv-klippekort og det var Moccas mor, der i går sorgfuldt skrev til mig at hun havde måtte beslutte at lade den nu 12 årige Mocca sove ind med dyrlægens hjælp.

Jeg ved det er en eksistentielt grænseoverskridende beslutning at skulle sige ”nu skal du ikke længere leve” til sit elskede husdyr. Jeg stillede mig i hvert fald selv det spørgsmål ”er jeg nu også et godt menneske”, da jeg skulle tage den beslutning for min hest. Og ja, det er netop når vi finder modet til at sige nu skal der ikke længere være lidelse for dig, bare fordi jeg ikke kan udholde at skulle lide over savnet af dig, at vi viser os som gode mennesker. Moccas mor viste modet til at gøre det rigtige, katten havde haft det bedste liv en kat kan have og nu var det tid til at slutte, ikke for vores egen skyld men for kattens.

Mod er ikke når vi gør det der er nemt, mod er det vi skal finde frem når tingene er svære. Mod er når mine elever med udpræget social angst, alligevel går til eksamen. Mod er grænseoverskridende og føles farligt. Jeg fandt mit mod til, tilbage i 2008 at give mit ægteskab en ekstra chance fordi min mand er et virkeligt godt menneske…. også selv om jeg var hundeangst for at blive taget for givet igen, og bange for at glemme mig selv igen i alt den praktiske hverdag… dødsensangst for at leve tiden ud, uden at leve. Det kræver mod at turde elske igen, når vi har mistet kærligheden, uanset om den er mistet til et hverdagsræs eller mistet endegyldigt til et liv sluttet.
Men hvis vi nu husker at smerten blot er et billede af alt det gode vi har haft, det at vi rent faktisk har elsket … kærlighed er ikke en menneskeret som alle automatisk får lov at opleve, det er et privilegie jeg i hvert fald er taknemmelig for …. Hvis vi husker det, så kan det være at det bliver lidt nemmere at finde modet til at gøre det svære, men rigtige.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard    

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *