Angsten

Det er forår, eksamensperioden banker på døren og jeg ser angsten pible frem hos eleverne, som ukrudtet i min have.

Angstens atomer består udelukkende af vores forestillinger om fremtiden. Angsten vokser af vores frygt for mulige og umulige ting, der kan ske eller ikke ske, og det er alt sammen noget vi ikke har indset eller anerkendt er uden for vores kontrol. Det kan være angsten for at klare sig dårligere til eksamen end andre forventer, eller endnu mere umuligt, end du selv forventer. Det kan være angsten for ikke at blive anerkendt, ikke at være ”god nok”, ikke at blive elsket….  eller at elske og miste. Angsten trives bedst når vi mister modet, for så kan den sidde og æde sig fed i vores frygt. Og den kan på urimeligste vis regere og styre vores liv, som en enevældig konge, så vi stopper med at leve før livet er slut.

Jeg opdagede for nyligt at navnet Winnie betyder ”modig”. Jeg har uden tvivl mange mangler, men mod er ikke en af dem. Hele livet har jeg skullet være modig, for jeg har aldrig brudt mig om alternativet – og selv om læringsrejsen til at være modig ikke nødvendigvis er noget jeg ønsker for andre, så er jeg uendelig taknemmelig for hvor modig-kompetencen har ført mig hen i dag.

At være modig er det eneste værn mod angst. Og det latterlige er at angst faktisk er en af de lidelser, der er nemmest at få bugt med, hvis det tages i opstarten….. lader man den gro, bliver den som skvalderkål, en lang og barsk kamp.

Det er nemt at sige for mig, jeg er jo modig – du skal selv finde din vej, hvis du ikke vil opgive på livet og lykken. Kun du kan leve dit liv. Men jeg vil gerne give dig inspiration til hvordan jeg har håndteret min spirenden angst, for den er der så absolut, med små spirer, selv hos os de allermest modige.

Jeg har haft succes med at håndtere min angst, som jeg mener en hund i huset skal håndteres: Træning og opdragelse. Den kan ikke ignoreres eller parkeres – den skal ses og anerkendes for sin eksistens, også ellers kende sin tid og plads, for ellers tyranniserer den huset, som angsten kan tyrannisere livet.

På mine mørkeste dage, der hvor kroppen føles næsten lammet og den sorte melankoli siver ud af alle mine porer – kalder jeg den ved sit rette navn: Jeg har en lorte dag, min historie fylder i dag og ja det gør rædselsfuldt ondt. Det siger jeg højt, jeg fortæller min mand at jeg har en af de hårde dage, jeg får et kram og jeg går ud og arbejder i min have mens jeg tager tankerne ud og kigger på dem som de ser ud lige nu. Jeg taler med dem, accepterer at de er der, de overvældende tanker, og når jeg så har gjort det længe nok, lægger jeg dem tilbage på deres plads i mit indre. De er grimme ja, og de bor i mit indre som en del af mig, men de gør ikke mig til et grimt eller grumt menneske – det er udelukkende mine handlinger, der definerer hvad slags menneske jeg er, ikke mine indre dæmoner, min angst og min sorg, så længe jeg har modet til at leve og tage valg, der er defineret af mig og ikke af mine dæmoner.

Jeg kan læse nogle mennesker som en åben bog, også selv om de ikke opdager at jeg ved næsten alt om dem. Jeg fortæller det sjældent til dem, for vi har alle ret til at have ”os selv” for ”os selv”, privatliv skal respekteres, men jeg ser dem alt inklusivt.

Jeg mødte for nyligt et af disse mennesker, et fantastisk et af slagsen – en helt unik smuk sjæl, der bærer på mere lidelse end man med rimelighed kan forvente af et menneske. Jeg kunne se at det ikke er godt lige nu, men det kan jeg ikke sige, for det menneske er alene om at skulle finde sit mod til at vælge livet til og ikke give op. Angsten var i gang med at holde en lang, larmende ”fest” i det menneske og det gjorde mig ked af det, for når angsten holder ”fest”, får vi svært ved at se alt det vi kan glædes over og være taknemmelige for – vi ser kun det som angsten kan æde af. Jeg har skrevet det her, fordi jeg håber den skønne sjæl finder sin vej tilbage til livet – og samtidig håber jeg at alle i andre derude, som tumler med tanker og er alt for hårde ved jer selv, finder inspiration til bare at acceptere, at vi har indflydelse på nu’et, må nyde det, og ellers acceptere at fremtiden er ukendt indtil den kommer.

Lykke og mod til jer alle – Winnie Ladefoged Kjelsgaard.   

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *