Når vi selv spænder ben for lykkefølelsen.

Jeg er ret nysgerrig på hvad det er, der gør nogle mennesker ofte føler sig lykkelige, mens andre sjældent eller aldrig føler sig ”rigtig lykkelig”.

Det er selvfølgelig veldokumenteret at vanrøgt og voldsom omsorgssvigt, uanset om det er fysisk, psykisk eller seksuelt, i høj grad øger risikoen for et liv i mistrivsel. MEN, hvis vi ser bort fra den forholdsvis lille gruppe mennesker, der må kæmpe en barsk kamp pga. utilgivelige opvækst vilkår, og alene kigger på den store gruppe af mennesker med forholdsvis ”normale” opvækst vilkår, så virker det til at nogle evner at føle sig lykkelige uanset om de er rige eller fattige, mens andre aldrig bliver lykkelige om de så vandt nok i lotteriet til et liv i økonomisk uafhængighed.

Det er min hypotese, at lykke i høj grad ”sidder mellem ørerne” og hvis du har fyldt pladsen mellem ørerne med noget andet, ja så bliver der ikke plads til lykke før du får ryddet op.
Samtidig er det mit indtryk at et hyppigt benspænd for lykkefølelsen er, når pladsen mellem ørerne fyldes med en form for selvhøjtidelighed, og disse selvhøjtideligheder har jeg mødt hos mennesker i alle aldre.

For selvhøjtidelighed er ikke kun den ekstreme form at tænke på os selv som fantastiske genier omverden burde tilbede. Selvhøjtidelighed er også forestillingen om at verden drejer sin akse om os (særlig hyppig hos teenagere under konstruktion), at vi bør være ufejlbare for at have værdi, eller når det meste i tilværelsen opfattes som synd eller uretfærdigt for os.
Uanset i hvilken version selvhøjtideligheden får lov at fylde mellem ørerne, så har den med at få så megen vokseværk, at der ikke levnes plads til den autentiske lykkefølelse. For med selvhøjtidelighed, kan man ikke undgå at blive skuffet, enten over omverden eller sig selv.
Omverden vil sjældent opleve dig som et fantastisk geni i samme omfang som du selv opfatter det, og kun hvis du virkelig knokler for resultaterne og gør gerninger der går over i historien, vil du blive opfattet som du ser dig selv.
Og som de fleste erfarer allerede i teenageårene, så drejer verden ikke sin akse rundt om din eller min eksistens. Vores eksistens er faktisk temmelig meningsløs, indtil vi måtte yde en indsats eller agere på måder, der kan give vores eksistens meningsfuldhed.
Hvis du kun ser det du ikke har eller ikke kan i forhold til andre, så vil der ikke være fri kapacitet mellem dine ører til at opdage det fantastisk lykkelige i at vide, at du heldigvis ikke har det helt så skidt som det kunne være.
Og sidst men ikke mindst, så vil du blive skuffet over dig selv, hvis du forventer at være ufejlbarlig, og al din kapacitet mellem ørerne vil blive opfyldt af den udskamning du udsætter dig selv for, ved blot at være et helt almindeligt menneske med fejl og mangler som alle os andre.

Vi spænder ben for vores egen lykkefølelse indimellem…. Vi gør det alle, nogle mere end andre, men hos nogle bliver det et livslangt benspænd, blandt andet fordi de ikke får ryddet op i selvhøjtideligheden mellem ørerne.

Jeg ved godt jeg ikke er et fantastisk geni og jeg kommer ikke til at gå over i historien, så jeg forsøger bare at være et rart og omsorgsfuldt menneske, der sætter mine usynlige spor i de mennesker jeg møder på min vej. Jeg har for længst lært at verdens akse absolut ikke drejer sig om mig, hvilket faktisk er helt rart, for det betyder at jeg kan gå og hygge mig i al anonymitet, med mudder under støvlerne, jord under neglene og vind i håret, uvigtig, præcis som jeg er. Og det er sjældent rigtig synd for mig, for selv om jeg har mødt mine udfordringer gennem livet, så er jeg pokkers privilegeret… jeg har evnen til at poppe op fra barske tider, som en korkprop i vand og føle mig lykkelig. Jeg omgås dejlige mennesker og jeg mangler ikke noget. Det eneste sted hvor jeg indimellem får spændt ben for min lykkefølelse, er når jeg forventer af mig selv, at jeg er fejlfri…. Og når det sker, så skal jeg bare have ryddet op mellem ørene… igen…  forstået hvorfor jeg falder tilbage i et så urealistisk og urimeligt krav over for mig selv, få grint lidt af min egen fjollede selvforståelse, også er der igen plads mellem ørerne til at glæde mig og føle lykken.  

Men misforstå mig ikke, for selvfølgelig skal vi tage os selv alvorligt… indimellem…. Men det er ikke det samme som at tage sig selvhøjtideligt.

At vide jeg reelt kun er en gæst i andre menneskers liv, at min plads i historien nok er vigtig for dem der elsker mig, men vil være usynlig i menneskehedens historie, og at jeg sjældent er så vigtig at latter og et ”pyt” ikke kan få livet til at gå videre efter fejl eller konflikt, det er min vej til lykkefølelsen – der er masser at være taknemmelig for i hvert vores korte liv, men hvis du oplever det svært at opdage, svært at føle dig lykkelig, så er det måske fordi du har brug for at få ryddet op, skabt plads ved at smide noget selvhøjtidelighed ud, så oplevelsen af lykke kan blive lukket ind mellem dine ører.

Kun du kan leve dit liv, det kan ingen andre gøre for dig.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *