"At kende dig selv er begyndelsen på al visdom" – Aristoteles

En af mine absolut ynglingsbøger er en erindrings beskrivelse fra en jødisk, eksistentiel psykolog og psykiater. …. Ja det er tilsyneladende en kombination, der åbenbart kan lade sig gøre, religion og eksistentialisme i en og samme pakke.

Jeg ved ikke ret meget om jødedommen, men jeg ved at ikke alle eksistentialister er deprimerende læsning om livets meningsløshed. Victor Frankls bog ”Man’s search for meaning” er en af de mest meningsfulde bøger jeg nogensinde har læst, selv om den foregår i en af de mest meningsløse situationer i vores europæiske historie. Jeg læste Frankls bog for første gang for ca. 8 år siden, og den har stadig indflydelse på hvordan jeg vælger at håndtere de udfordrende situationer eller mennesker, jeg måtte møde.

Frankl beskriver sine oplevelser, da han som ung, jødisk psykiater, bliver sendt til de nazistiske koncentrationslejre under anden verdenskrig. Han beskriver sin egen oplevelse af meningsløshed og af at være rippet for ethvert valg, på nær valget om hvordan han vil opleve sin smertelige situation – dvs. indstillingen til nu’et og det der måtte ske i det nu. Frankl var om nogen i lort til op over begge ører – hverken hustru, forældre eller nogen andre han kendte, overlevede. Hans hverdag bestod i flere år af fysisk udmattelse til sådan en grad, at døden nok havde været en barmhjertig løsning. Og alligevel overlevede han, og beskrev i sin lille erindringsbog, at det virkede som om at dem der mentalt kunne overleve det ekstremt barske liv, var dem der tog et øjeblik ad gangen…. Dem der sagde ”en dag kommer jeg væk herfra, ud i friheden, jeg ved ikke hvornår men det skal nok ske engang!”. I bogen beskriver han bl.a. at når et menneske i koncentrationslejrene bestemte sig for at til den her dato (fx 4. maj næste år) er jeg fri, så var de fulde af forventning frem til den dato, men når så dagen kom og de ikke var blevet frie, så tabte de livsmodet og svandt hen.

Hvad kan vi så bruge Frankl til i dag?
Jo, vi står alle i lort indimellem…. Ikke nødvendigvis lige meget og da forhåbentlig ikke lige så slemt som Frankl gjorde, men det er der for alle, sorg, smerte, angst, tab og skuffelse. Og det er i de nu’er vi har brug for at tage et valg om indstilling, et nu ad gangen. Jeg argumenterer ikke for at vi alle skal være jubelidioter, uanset hvad vi måtte møde…. Det er okay at opleve livet som modbydeligt og ubarmhjertigt, når vi møder det fra sin barske side og vi næsten ikke orker mere. Men det er netop i de situationer, at vores valg bliver mest tydelige – vi kan vælge ikke at orke mere, svinde hen og opgive håb. Vi kan vælge at have ondt af os selv og bebrejde alt andet end os selv for både tidligere, nuværende og fremtidige nu’er. Eller vi kan, som Frankl gjorde det, acceptere at vi ikke har synderlig kontrol over andet end hvad vi selv vælger at tænke og gøre i dette nu… ingen kontrol over fremtidige nu’er, ingen mulighed for at ændre noget der er sket, men udelukkende indflydelse på lige nu! …. og måske får vi os gravet ud af noget lort, måske bliver det være, vi ved det ikke, vi må bare håbe og prøve efter bedste evne.

Jeg elsker Victor Frankls bog ”Man’s search for meaning” fordi budskabet er at vi selv skal finde vores mening, det kommer indefra som en indstillingsværdi. Jeg har selv ansvaret for hvordan jeg vil opleve mine nu’er, og det er ligegyldigt om jeg har det ”værre” eller ”bedre” end andre… Det er for mig en oplevelse af frihed og jeg tror også det var den oplevelse af frihed, der fik Frankl igennem og ud i friheden efter år i koncentrationslejrene. …. Ud til et liv, hvor han udviklede en terapiform der hed Logotherapy (menings-terapi) og hvor han bidrog til mening for rigtig mange mennesker, selv efter hans tid var omme.

Grib dagen!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Authensity betyder ægthed på dansk. Min ubestridte ynglings dokumentar er ”Buck”. Jeg har den på mit Apple-bibliotet og jeg vender ofte tilbage, for at se den en gang til. I den dokumentar fortæller Robert Redford blandt andet om sit første møde med Buck – om at han (Redford) altid kigger efter authensity når han møder mennesker og det mødte han hos Buck. For Buck er uden maske, han prøver ikke at være noget han ikke er, han tager imod og giver tilbage med en umiddelbarhed i øjeblikket og er bare hvad han er.

Jeg ved ikke om jeg går til authensity på samme måde som Redford, men jeg ser også efter ægthed i de mennesker jeg møder …. Og især når der er noget ”på spil”. Det er i konfliktsituationerne at valg for det enkelte menneske bliver virkelig tydelige.

Som psykoterapeut er jeg uddannet i at have en professionel maske på, når jeg arbejder med et andet menneske. Det er vigtigt, for terapi skal handle om kunden og ikke terapeuten, og det skal ikke være mine følelser men min faglige kompetence, der kommer i spil. Det samme har andre professionelle, som psykologer, socialrådgivere, lærere, coaches osv. lært – vi bør alle have den professionelle maske på, når vi hjælper mennesker. MEN det er en maske der kun hører til på arbejdet – aldrig i privaten.

For det der sker, hvis vi bruger tricket at have masken på i privat regi, er at vi mister vores ægthed – vi forholder os ikke personligt til det der er på spil, men bruger vores faglige tricks til at prelle alt tilbage på dem der måtte ”skyde” på os – det er ren teknik, som sidder på rygraden. Det er et unfair spil for alle dem der måtte have følelser eller oplevelser i klemme med os, for de kender sjældent til den manipulation vi har lært at kommunikere med. Hvis jeg er vidne til at en person tager sin professionelle maske på, i en privat situation, hvor der burde tages et ejerskab og være en selv-refleksion, så går min Bullshit-alarm i gang og den bimler for fuld udblæsning – for at misbruge de tricks vi kan som professionelle i kommunikation, med mennesker vi burde forholde os personligt til, er at gemme os. At gemme os fra noget vi formentlig selv har ejerskab for, noget vi burde gøre bedre, noget vi eventuelt skylder undskyldninger for eller lignende.

Jeg vil hellere møde et menneske, der tør stå ægte i situationen, uanset hvor grimt det måtte se ud, end et menneske, der snyder sine mod- og medspillere, ved at gemme sig bag en professionel maske – jeg mister tillid, når jeg ikke ser ægthed.

Så når du står der i julen, ægte som bare pokker, med alt dens potentielle grimhed… og skønhed, så nyd at du i det mindste har authensity – du er levende, ægte og tillidsværdig, også selv om du måtte skylde undskyldninger eller har dummet dig.

Glædelig jul – må den blive fejret med ægthed

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Sad med den lokale ugeavis og faldt over overskriften ”Syv gode råd til jul i skilsmissefamilien”.

Jeg er ikke skilt – heldigvis, for jeg ville dælme være ked af at skulle undvære min mand. Men jeg er skilsmissebarn….. 3 stk. skilsmisser fra jeg var 4 år til jeg var 17 år. Den første var den jeg var ked af, de næste to, en på hver side… nåe ja, nummer to var også slem af andre årsager, men ved den tredje var jeg flyttet hjemmefra og kunne egentlig kun glædes ved at et ulykkeligt ægteskab fik sin ende.

Selv om mine elever sikkert tænker jeg er rimelig gammel, så var det nu ikke unormalt at være skilt, der tilbage i sidst 70’erne og først 80’erne hvor jeg var et barn. Alligevel så håber jeg at der er mere støtte og samarbejdshjælp til de ramte familier i dag.  Jeg er til den dag i dag overbevist om at alle mennesker gør deres bedste, også i en skilsmisse situation….. men nogen gange er ”deres bedste” bare ikke godt nok, det er noget møg, der går ud over børnene. Indimellem har forældre brug for professionel hjælp til at få perspektiv på tingene og prioriteterne i orden, fordi de også kun er mennesker i en alt for svær situation.

Så det er på sin plads at give ”gode råd til jul i skilsmissefamilien”, hvis vi har som ambition at julen skal være en rar og mindeværdig tid.

Jeg har masser af dejlige juleminder og det er dem jeg foretrækker at beskæftige mig med. De dårlige minder og oplevelser kan jeg ikke gøre noget ved, de er passeret og jeg kan ikke bruge dem til andet end at sørge for at de ikke bliver gentaget.

Så i stedet for syv gode råd, er dette mit bud på hvad jeg husker er gode minder, som skilsmissebarn ved juletid:

• Jeg husker at vi har været ude og hente juletræ, hvor der var tid til at gå og kigge efter det rigtige træ, fælde det og tage det med hjem. Det var ikke så vigtigt om det var mig eller en anden der havde fundet træet, det gode minde består i at vi var sammen om det og der var tid, ingen insisteren på at skulle skynde sig igennem eventyret ”at finde juletræet”. Den dag i dag er min ynglings julesang ”Juletræet med sin pynt” og når jeg synger den, tænker jeg på duften af granskov og barndomsminder fra juletræseventyrerne.
• Jeg kan se som voksen at jeg var lykkeligst, når jeg var lykkelig uviden. Alle de situationer, hvor jeg kunne have min barnlige begejstring uforstyrret af de konflikter og uenigheder der eksisterede mellem mine forældre. Alle de julestunder, hvor jeg bare var et barn, der glædede mig over julekalenderen, eller småkagerne, eller sneen (for det var selvfølgelig ALTID hvid jul… klart!) uden at jeg skulle forholde mig til hvordan den ene eller den anden af mine forælder ”var” eller hvad han/hun havde ”gjort”. Og som jeg husker det, var der heldigvis masser af tider med ren barnlig begejstring – i en lykkelig uvidenhed.
• Og de sidste juleminder jeg tænker tilbage på med en særlig glæde, var alle de gange hvor vi lavede juledekorationer og det var okay at gøre det på min måde. Processen at skabe noget, der skulle sprede hygge, på samme tid som at mine søskende og en forældre var i gang med det samme. Og det var okay, hvad vi nu valgte at gøre. Når der ikke var nogen krav til at dekorationen skulle se ud på en bestemt måde eller være færdig på en bestemt tid – det var hyggeligt og nogle stunder jeg stadig tænker tilbage på med glæde.

Ingen familie er ens, heller ikke skilsmisse familier – man kan sagtens blive en lykkelig voksen selv om man er vokset op i en skilsmissefamilie. Det der satte sig i mig, som gode minder, var når eventyret fik lov til at udfolde sig i et fællesskab, min barnlige begejstring fik lov at boble uforstyrret af voksnes bekymringer og jeg var god nok, både til det jeg gjorde og det jeg var.

Glædelig jul derude – husk at passe på hinanden med respektfuld tolerance for forskellighederne.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Da jeg læste psykologisk videnskab og terapi på et amerikansk universitet her for nogle år siden, havde jeg en ret dygtig supervisor, Dr. Soli, som blandt andet introducerede mig til en bog, jeg stadig gør brug af.
Bogen hedder ”The Art of Possibility”, er skrevet af Rosamund og Benjamin Zander og især kapitlet om  ”Rule number 6” giver mig dagligt så megen værdi, at jeg gerne vil dele dens indledning her, i frit oversat udgave:

To statsministre sidder i et rum og diskuterer vigtige statslige sager. Pludselig komme en mand brasende ind i rummet, mens han rasende råber, stamper i gulvet og banker knytnæven i bordet. Den beværtende statsminister siger formanende ”Peter, husk venligst regel nummer 6”, hvorefter Peter øjeblikkeligt trækker sig roligt og undskyldende tilbage fra rummet.
De to politikere fortsætter deres samtale for 20 minutter senere at blive afbrud af en hysterisk og vildt gestikulerende kvinde. Igen afbryder den beværtende statsminister med ordende ”Marie, vær venlig at huske regel nummer 6”, hvorefter kvinden straks bukker, undskylder og trækker sig roligt fra rummet.
Da den samme scene gentager sig en tredje gang, udbryder den besøgende statsminister ”Min kære ven, jeg har set mange ting i mit liv, men aldrig noget så bemærkelsesværdigt som dette. Vil du være villig til at dele denne hemmelige regel nummer 6 med mig?” Den beværtende statsminister svarer ”det er ganske simpelt, regel nummer 6 siger: tag ikke dig selv så forbandet højtideligt”. ”Ahhhh”, svarer den gæstende statsminister, ”og hvad siger de andre regler så, om jeg må spørge”…. Den beværtende statsminister svarer: ”der er ikke andre regler!”

Jeg elsker denne lille humoristiske historie med budskabet om ikke at tage sig selv så forbandet højtideligt. Den minder mig om at perspektivere i dagligdagen – for jo, det er da særdeles fristende at tage sig selv forbandet højtidelig, når elever ikke udviser den adfærd man som en autoritet forventer, eller kollegaer er uenige og ikke ser det fantastiske lys i ens ideer eller når ens leder giver feedback, der i et næretagn split sekund kunne opfattes som en personlig kritik.

Jeg har brug for at perspektivere …. når det regner tænker jeg ”godt jeg ikke er på militær øvelse”, når jeg slår mig tænker jeg ”i det mindste er jeg ikke ved at føde et barn”, når jeg er ked af det tænker jeg ”godt jeg har haft lov til at elske nogen så højt at jeg ikke bare er ligeglad” og når jeg dummer mig tænker jeg….
”uf, nu igen … hader det…åhhhh…. krumme, krumme tæer…  nå men i det mindste er det ikke helt lige så skidt som dengang … og dengang … og….”

Jeg er et menneske, der lever et ganske lykkeligt liv. Jeg lever på ingen måder et fejlfrit liv, eller et perfekt liv. Jeg laver masser af fejl, har mødt masser af urimeligheder og modstand på mine veje, men jeg er alligevel ganske lykkelig. Jeg tror det var Storm P eller en anden klog gut der skrev at lykken ikke er hvordan man har det, men hvordan man ta’r det. Og jeg er ganske lykkelig, fordi jeg ta’r det – er der ikke andet at grine af, så bliver jeg i det mindste mere lykkelig af at grine af mig selv og mine (u)gerninger, end at tage mig selv så forbandet højtideligt…. Ja det sidste synes jeg faktisk ikke jeg har tid til, når nu lykken er så lunefuld og livet er så kort!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Jeg læste for nyligt en mail fra en mand, der skulle forlade sin arbejdsplads gennem mange år. Det var et af disse ikke helt frivillige stop for et stilfærdigt menneske, der havde gået og passet sit, så følelsen af skuffelse var på sin plads.
Dilemmaet, når vi står i sådanne situationer er altid; skal jeg vise min bitre skuffelse og give døren et smæk så ALLE kan høre min uenighed med situationen eller skal jeg æde det i mig, hilse høfligt og ikke brænde nogen broer jeg eventuelt måtte få brug for senere.
Hvis det var mig, ville mit temperamentsfulde hjertet skrige SMÆK TIL! Mens hovedet forgæves ville forsøge at få ørenlyd med et ”uh… tænk på de fremtidige åbne muligheder”……. Hvad denne mand gjorde, kommer jeg til….

Men min tanke med dette indlæg er at vi så tit i livet står mellem hjerte-valg og hjerne-valg. Og her op til hjerternes tid – julen – virker det til at dilemmaet mellem hjerte og hjerne næsten står i kø for vores stillingstagen på daglig basis.
Det er forskelligt for os alle, nogen af os har en tendens til at følge hjertet, og ikke forudse hvor mange tæsk vi måtte få for det efterfølgende, mens andre sjældent vover et hjerte-valg, af frygt for alle de potentielle konsekvenser deres hjerne kan tænke sig frem til.

Nogen har her op til jul, ekstra meget lyst til at kæmpe mod hovedets anbefalinger, for at børnene skal være hos dem og ikke eks-ægtefællen, fordi hjertet skriger over sorgen og savnet. Andre bruger hovedet til alverdens undskyldninger for ikke at skulle deltage i de mange familiebegivenheder, som hjertet virkelig ikke orker. Uanset hvem vi er og hvad vi måtte stå med, så handler det blot om at være bevidst om hvad vi gør og hvorfor – dilemmaet er et eksistentielt livsvilkår, det kan ikke undgås, og vores aktive, bevidste stillingstagen til om det skal være hjertet eller hjernen vi følger i en given situation, er hvad der gør os til levende mennesker, der både føler og sameksisterer.

Det virker på mig som om vi lever i en tid, hvor hjernen alt for tit får lov at tage beslutningen – flertaltet tør ikke vove af frygt for konsekvenserne, hvor muligheder måske måtte lukke sig i fremtiden. Jeg savner at se modet til hjerte-valg, måske fordi jeg selv er som jeg er og stadig med en vis fornøjelse kan genkalde min mors råb “du brænder dine brooooooer…..”, mens jeg i ungdomsårene stormede ud af gårdspladsen og væk fra Vestjylland. Det var rene hjerte-valg dengang og selv om det ikke altid fremmede sameksistensen, så var det en befriende følelse af ægthed og ærlighed.

Og det var derfor jeg startede med manden og hans sidste mail – han tog et befriende valg, jeg ikke kan lade være med at beundre. Mailen var ikke vred, det var ikke et temperamentsfuldt råb af foragt, men en underfundig høflig og dog lettere spydig tone, hvor han adresserede alle med en individuel sætning. Det var et lille smæk med døren af den avancerede slags, hvor eventuelt forurettede ikke ville kunne argumentere for senere brændte broer, men hvor ingen alligevel kunne ignorere det tydelige SMÆK!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Jeg vil ikke påstå at jeg elsker smerte, men jeg synes der er noget fascinerende ved at kende og forstå smerte….. eller i hvert fald at forstå mine egne smerter og hvad de gør godt for mig.

Det er heldigvis mest et fænomen jeg møder når jeg ca. hver femte uge smider mig på briksen hos min massør og han minutiøst finder alle de muskler jeg har misbrugt siden sidst, fordi jeg er overbevist om at jeg som midaldrende sagtens kan holde til at spille på volleyball hold med mine to teenage døtre.

Jeg er så privilegeret at ensomhedens smerte sjældent besøger mig – tvivlens smerte er også en sjælden gæst – sorgen over at miste har jeg ikke truffet siden jeg var helt ung, det samme gælder depressionens smerte ….. og jeg har aldrig mødt angstens smerte.

På briksen hos massøren kan smerten være bred, fylde det hele, en rumlende ubehagelighed, der breder sig…. Eller det kan være som en bumlet grusvej, lige indtil han rammer helt rigtigt og det bliver som et brændende stik, der sylespidst og intens borer sig ind, for så at slippe, når musklen slipper den anspændte sammentrækning.

I sindet kan smerten fylde det hele, som en forgiftning under huden eller som om man slet ingen hud har og alle nervetråde er blottet, som en konstant emotionel kvalme man ikke kan flygte fra selv om der ikke er noget man hellere ville…. At flygte!

Uanset hvad type smerte det er, fysisk som psykisk, så er det kommunikation fra noget inde i os vi ikke kontrollerer, til den del af os, der er bevidst.

Det er en kommunikation vi bør lytte til og lære at kende, alt det vi kan overkomme – for smerten formindskes ikke og går ikke væk, før vi har lyttet, forstået og accepteret. Vi kan nok sætte smerten på pause, ved at lave distraherende overspringshandlinger, men det er at skubbe problemet som når man skubber sne ud til siderne af indkørslen…. På et tidspunkt bliver det for tungt at skubbe på og det flytter sig ingen steder før man begynder at skovle væk fra bunken.

For mig er den fysiske smerte langt den nemmeste – den er så dejlig konkret. På briksen hos min massør siger min krop ”fuck dig, nu har du igen rykket på mine grænser og det vil jeg lige bruge et par dage til at surmule over, før vi igen er gode venner”. Det er en kommunikation jeg kender og forstår, også går der lige et par dage før jeg igen udsætter mig selv for intens volleyball spil. I stedet lunter jeg måske en tur også er alt godt igen mellem mig og min aldrende krop. Lyden af den fysiske smerte, der betyder sygdom, skader eller slag kender jeg også, og det er fint for så ved jeg at kroppen har sagt ”Time-out” indtil du ikke længere modtager besked fra mig om noget der gør ondt ud over det sædvanlige.

Den emotionelle smerte er straks mere lusket, for den er ofte kompleks og uigennemskuelig. Den skal filtres ud, en tråd ad gangen…. Jeg ser for mig de gange hvor jeg har præsteret at tabe en enderne på en rulle med hegnstråd og jeg skal mønstre tålmodigheden til at snørkle 200 m elektrisk hegnstråd ud, inden jeg kan lave fold til hestene…. Det er ikke et kønt syn, frustrationens tårer triller indimellem, der bliver råbt eder, og jeg opgiver jævnligt for så at genoptage det indviklede projekt efter pauser af varierende længde.

Og jeg kan selvfølgelig sagtens male et humoristisk og banalt billede på den emotionelle smerte, men der er intet humoristisk eller banalt ved den, når vi står med den. Den er grum, men ikke desto mindre vigtig kommunikation fra os selv til os selv. Den er individuel og vi skal hver og en stoppe op, se på den og tage den i de bider vi kan, for at forstå og acceptere – for den er en sandhed om os selv, usminket og menneskelig.

Når den emotionelle smerte ligner noget med vrede over et svigt et andet menneske har budt os, så kommunikerer den måske slet ikke om vrede og foragt, men om angsten for at være alene, eller skammen over selv at have svigtet og ikke levet op til ens egne forventninger. Den kan også være sminket som skuffelse, men i stedet handle om sorgen når vi indser at vi må opgive de håb og drømme vi havde til os selv eller andre.

Vi drømmer alle om et liv i lykke og velvære – men vi kan kun vide at vi er lykkelige og har det godt, hvis vi kender til smerten. Fysisk som psykisk, er smerten en forudsætning for at vide når livet er godt – den giver os evnen til at vurdere og alt kan vurderes i forhold til noget der er endnu værre.

Min krop er ikke glad for mig i dag, en volleyball kamp i går, et besøg hos massøren i dag og der er et budskab om fysisk smerte – et fascinerende studie, for jeg ved det er midlertidigt og det minder mig om hvor godt jeg har det.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

De seneste par uger har der været en del skriverier i aviserne om at de unge føler sig pressede, har stress symptomer og mistrives, fordi der er et evindeligt pres for at få høje karakterer. Nogle af artiklerne får det til at lyde som om at det kun er de unge der er ramt af det hysteri, men jeg vil påstå at fornemmelsen af at det forventes man får høje karakterer også kommer fra alle os der vil de unge alt det bedste.

Det er et kulturskifte, der ubemærket er sket i vores samfund, som om at intet helt kan blive godt nok i dag.

Den karakter jeg har været mest lykkelig for at få i mit liv, var et 8-tal. Jeg fik den i fysik på højt niveau tilbage i 1993, hvor jeg blev student og både jeg selv og min gode fysiklærer Ove vidste at det var et rent lykketræf! Jeg havde været mere end luddoven i fysik, vi havde været 2 piger i en klasse fuld af meget nørdede drenge og selv om jeg faktisk synes fysik var spændende, så havde jeg hurtigt opgivet at følge med i drengenes begejstrede læringsrejse. Så da jeg stod til eksamen var der reelt kun et emne jeg ville kunne sige noget om…. bølger…. for det var blevet undervist inden jeg havde givet op.
Og sørme om jeg ikke trak bølger…. jeg fik hakket mig middelmådigt igennem eksamen i et fag, som jeg have stor risiko for at dumpe og efterfølgende stod gode gamle Ove og jeg og græd af glæde i en stor og lettet krammer. 8-tallet er langt fra den højeste karakter jeg har fået, men jeg trækker stadig på smilebåndet når jeg tænker på lige præcis den dag hos Ove i fysik.

Som kontrast til den erindring, som fandt sted for 25 år siden (uha som tiden flyver), så var jeg i sommers censor på en stor skole midt i København. Der var tale om en ”hue-eksamen”, dvs. den dag studenterne blev færdige, og det var i skolens eliteklasse. Den første dag blev vi halvanden time forsinket, for hver gang jeg mente at karakteren ikke skulle være et 12-tal, så blev eksaminator ved med at diskutere og argumentere, som var det en personlig kamp. Ja han hentede sågar en kollega på et tidspunkt den første dag, så de sammen kunne lægge pres på mig for at give et 12-tal i stedet for et 10-tal. Når man skal afgøre om en karakter skal være 10 eller 12, så snakker vi om hvorvidt der kun er ”få og ubetydelige fejl”, i så fald kan man give 12 og hvis fejlene betragtes som større eller flere så skal karakteren være lavere. Jeg var absolut ikke nærig overfor de meget dygtige elever – der blev givet 11 stk. 12-taller ud af 26 elever og kun det ene, hvor eksaminator og hans kollega fik mig presset op på 12, mener jeg stadig var ufortjent. Men det var ikke en rar oplevelse – vores samarbejde udenfor selve karaktergivningen var god – men at skulle diskutere på så indædt et niveau med en fagkollega, oplevede jeg som uværdigt. Ja da jeg på anden dagen i en situation måtte ”trække censor-kortet” og sige ”eleven får ikke 12, jeg kan ikke give den præstation mere end 10”, fik jeg reaktionen ”jamen det var din skyld hun ikke får 12, for du stillede et spørgsmål også blev hun nervøs!” (ren BS-reaktion, der pissede mig temmelig meget af, for jeg er en meget venlig censor…. eksaminator undskyldte da også senere).
Den censor oplevelse er i den ekstreme ende af skalaen, men den siger alligevel en del om den forandring der er sket i vores samfund. Vi lærere vil gerne det bedste for vores elever, som i at de får de bedste karakterer. Vi forældre vil gerne det bedste for vores børn, som at de klarer sig godt og oplever sig selv som succesfulde og eleverne måler mere end nogensinde deres eget værd på hvad tal de får for deres præstationer. De unge knokler for at gøre os voksne stolte af dem, og alligevel står de tilbage med oplevelsen af at det kunne have været bedre hvis det ikke er 12-taller hele vejen igennem. Vi vil det alle så godt også bliver det faktisk ret skidt!

Så hva’ kan vi gøre ved det?
Tjae… det er altid svært at være alene om at gøre noget, for det rækker ikke vidt og man føler sig så sårbar og ubetydelig når man vælger at stå alene udenfor det, som alle andre gør. Omvendt så skal forandring starte et sted!

Personligt tænker jeg på hvordan jeg mon kan få mine elevers oplevelse af værd til at vokse, uanset hvad tal deres faglige forståelse måtte række til.
Som mor prøver jeg at vise det er okay ikke at gøre tingene perfekt (nu jeg tænker over det er jeg faktisk næsten perfekt til at være uperfekt… hmmm) jeg prøver at give mine børn lidt perspektiv til hvor ligegyldigt et tal kan være i forhold til alt det andet skønne i livet. Og når jeg selv går til eksamener, så prøver jeg at minde mig selv om at jeg ikke behøves at lave et perfekt resultat hver gang….. det er faktisk det sværeste, for der skal jeg selv gøre som jeg siger andre skal gøre.

Jeg ved ikke om min egen lille mission for at tage karakterpresset ud af livet virker, men jeg finder vel kun ud af det, hvis jeg prøver det af…. Og om lidt får jeg 130 nye elever på handelsgymnasiet, så hvis ikke jeg skulle prøve at hjælpe de unge til et læringsliv med mere trivsel, hvem skulle så!

Husk at rose din teenager i dag, for noget han/hun er og ikke noget han/hun har gjort!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Nu tænker du muligvis ”hva’ mener du! Der er da ikke noget godt ved et misbrug” og jo det er der faktisk…. eller der har i hvert fald været noget godt ved misbruget på et tidspunkt. For når vi misbruger noget, så er det oftest noget vi gør som en copingstrategi. Vi prøver at overleve eller overkomme noget andet og i den situation er adfærden, som senere bliver til et misbrug, den strategi der letter vores liv mest for smerte.

Så hvis vi gerne vil af med vores eget misbrug, eller forstå og støtte til at andre kommer af med deres, så er det afgørende at vi forstår hvad godt misbruget gør for den misbrugende. For copingstrategien der ikke længere virker, skal erstattes med en ny der kan virke og samtidig gør godt. …. Vi misbruger jo sjældent for at påføre os selv ubehag, vi gør det for at undgå eller nedsætte noget der opleves værre end at misbruge.

Jeg har bestemt mig for at finde modet til at dele et personligt eksempel til dette budskab.
Som 15-årig udviklede jeg en spiseforstyrrelse. I det amerikanske diagnosesystem, som jeg jo kender bedre end det vi har i Danmark, bliver 60% af alle spiseforstyrrelser diagnosticeret som ”not otherwise specified”, dvs. at klienten har en spiseforstyrrelse der signifikant nedsætter livskvaliteten, men personen møder ikke alle de kriterier der skal til for fx at diagnosticere med anoreksi eller bulimi. Havde jeg som teenager fået noget hjælp, var jeg blevet kategoriseret som ”not otherwise specified”, den faglige forståelse har jeg først fået som voksen.
Jeg overspiste ikke, jeg sultede ikke mig selv, men jeg udviklede og praktiserede til perfektion, evnen til at kaste op, lydløst, velplaceret og kontrolleret, når jeg dagligt besluttede mig for at jeg havde spist for meget til et måltid.

Det var en copingstrategi, et misbrug af min krop og det gjorde det gode for mig, at jeg fik en følelse af at have kontrol med et eller andet i mit liv.

I sommeren da jeg var 14 år, skete der nogle meget markante ændringer i mit liv, og jeg fik en oplevelse af at svæve alene og hudløs rundt i tilværelsen, uden forsvar for hvad der måtte komme imod mig, og uden nogen oplevelse af at kunne kontrollere noget som helst. Jeg havde absolut ingen tillid til at det var sikkert at dele min sårbarhed med nogen, hverken voksne eller jævnaldrende, så jeg gjorde det ”at kunne kaste kontrolleret op”, til min lille pause fra det kaos der ellers herskede i mit hoved. Det var en copingstrategi, noget jeg havde for mig selv, som jeg kendte og kunne bestemme over, og som ingen kunne tage fra mig.

Vi kan hurtigt blive enige om at der ikke er noget godt eller sundt ved at gå rundt og kaste op dagligt, præcis som der ikke er noget godt eller sundt ved at ryge, overspise, overtræne, skære i sig selv, drikke for megen alkohol, tage stoffer eller andre adfærdsmønstre, der bliver ekstreme. Men mit budskab er at vi bliver nødt til at forstå hvad det var, der oprindeligt fik os til at vælge som vi gjorde, for medmindre misbruget bliver erstattet af andre og bedre coping-valg, så er der en stor risiko for at vi fejler i vores kamp for at overkomme den uhensigtsmæssige adfærd. Vi er bare mennesker, fulde af tvivlende tanker og egne dæmoner i forskellige versioner. Når livet viser sig fra den baske side, kan vi alle få brug for copingstrategier til at dæmre op for den indre emotionelle smerte. Det er nemt at tage de rigtige beslutninger når vi har det godt – det er når vi har det sværest at vi får brug for tænke os mest om i forhold til ”hvad er det gode det gør, det her… og er det nu også godt!”

Selv fik jeg sagt ”farvel, nu er det slut” til min copingstrategi som 20-årig. Jeg havde fundet et fodfæste med mig selv i livet og der var ikke længere behov for at have den lille ”pause med kontrol” som spiseforstyrrelsen gav mig. Når jeg i dag står i øjeblikke med emotionel smerte, så er der andre copingstategier, der har erstattet det gode, som spiseforstyrrelsen oprindeligt gav mig – det var ikke en nem rejse for mig at tage, men den var nødvendig og lærerig.

Håber dette lille input kan få dig derude til at tilgive dig selv de misbrugende valg, forstå hvad godt de har givet, så du kan finde vejen til erstatte dem med noget andet og bedre.

Hold ud og hæng i!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Når jeg skriver at flow er en anti-stress vaccine, så er det selvfølgelig som med andre vacciner, at de sjældent dækker 100%. Så lad os lige slå fast: Langvarig stress opstår når oplevede forventninger til et menneske overstiger det menneskes oplevede ressourcer….. så går du i en lortesituation, hvor der enten forventes alt for meget af dig fra andre, eller du endnu ikke har lært at sætte dine egne forventninger ned, ja så kan det at være i flow, ikke forhindre dig i at få symptomer fra en langvarig stressbelastning.

Men hvad er så flow?
Selve det psykologiske begreb fik sit navn af psykologen Csikszentmehalyi (udtales: chick-sent-me-high-ee) og det handler om den tilstand vi kommer i, når vi vil prøve at lære noget nyt. Det nyes skal være lidt svært men ikke uopnåeligt, og det skal kræve alt vores opmærksomhed og fokus for at få det lært.
I de situationer har tiden med at være ikke-eksisterende, vi er motiveret og engageret i noget, som vi ikke bare lige kan klare, men som vi kan se kan lykkedes med noget indsats. I de situationer er vores hjerne fuldstændig opslugt af det vi laver og vi glemmer alt omkring os for at nå vores mål.

Flow i praksis.
Vi kan alle finde noget i livet, som kunne være sjovt at lære selv om det er lidt svært – hverken køn, alder eller evner forhindrer at vi finder vores ”flow-læringsmuligheder”…… det er kun vores prioriteter der er en forhindring (for det forudsætter selvfølgelig at vi indimellem vælger noget fra og siger NEJ i vores alt for travle hverdag!)

For 2 år siden, da jeg var 43 år, prøvede jeg at spille beachvolley for første gang i mit liv. Som gammel volleyballspiller var det jo ikke en helt ukendt sport, men det var alligevel tilstrækkeligt anderledes til at jeg oplevede mig som temmelig tung og inkompetent med bolden der i ”sandkassen”. Noget der overraskede mig, for jeg har altid haft nemt ved boldspil… ja jeg blev faktisk temmelig frustreret over at gå fra kompetent volleyballspiller til total inkompetent beachvolley spiller, så jeg bestemte mig for at det ville jeg have lært!
Jeg ved godt at jeg ikke bliver så dygtig at jeg vil kunne klare mig i elitedivisionen af dansk beachvolley (er trods alt ikke 20 år længere), men mit mål er at jeg skal have lært beachvolley på et niveau, så jeg kan vinde nogle kampe i 2. Division…. Og jeg skal nok nå målet på et tidspunkt der ude i fremtiden (det er svært men ikke uopnåeligt 😉
For 2 år siden var jeg blot tung og inkompetent, sidste år var jeg stadig tung men begyndte at kunne noget af spillet, og i år har jeg fået fornuftig styr på min serv og blok, så nu skal der arbejdes mere intenst med angrebet.
Jeg elsker at knokle rundt i sandet, tiden flyver afsted (og det en hel del hurtigere end jeg gør) og jeg skal hele tiden gøre mig umage for at få lært de nye elementer i spillet, som jeg så gerne vil have lært.
Det er ikke kun sundt for min krop – min hjerne skal ikke håndtere en masse informationer på samme tid, jeg tænker ikke over hvad vi skal huske at have købt ind, om jeg har fået svaret på mails eller har fået styr på alt til den næste dags arbejdsopgaver…. Min hjerne fokuserer kun på at få lært det jeg gerne vil have lært i beachvolley…. Dejligt simplet og en vigtig pause fra alle de stressorer, der kan give os alle stess-overbelastning i de travle hverdage.

Fordybelse, ikke nødvendigvis hård fysisk udfoldelse….
Nu tænker du muligvis ”jeg hader boldspil… og kan slet ikke overskue at skulle koordinere nogen aktiviteter med andre i min allerede pressede hverdag!”….
Også tænker jeg ”nøj hvor har du brug for en flow-aktivitet i dit liv!”….
Men flow forudsætter ikke at du er sammen med andre eller er fysisk super aktiv – flow forudsætter at du arbejder med noget du kan fordybe dig i.
Min anden flow-aktivitet er at spille på klaver. Jeg spiller sjældent når der er andre af familiens medlemmer i stuen, jeg er ikke specielt dygtig (…. Psykologen i Forsvaret noterede sågar i udtalelsen om mig, at der var ”mistanke om motoriske vanskeligheder” efter den berømte tap-test… han vidste ikke at jeg som orddøv ikke kunne stave baglæns).
Men jeg sætter mig til mit klaver, tager den lille højskolesangbog eller DGI-sangbog frem og øver mig så på forskellige sange, med becifringerne i venstre hånd og melodien i højre, og en fod på pedalerne…..
Jeg har ikke noget naturligt motorisk talent, så vidt havde han ret ham ved Forsvarets rekruttering, men jeg har gehør og er stædig som bare pokker, så jeg får spillet noget og jeg får lært. Det er en aktivitet der kræver alt min fordybelse, så igen får hjernen en pause fra alle andre tanker, jeg kan gå til og fra den som det lige passer og det involverer ikke andre mennesker.
Så fordybelse til en flow-læringstilstand kan også være aktiviteter du sidder selv med, om det er at hækle, tegne, bygge togbaner eller at snitte træfigurer er ikke så vigtigt, når bare det virker for dig!

Med sommerferien for døren!
Hvis du nu går hen og bliver syg, lige så snart du får ferie, så er det et meget tydeligt signal fra din krop om at den har været udsat for et for højt stressniveau over for lang tid … (forklaringen om hvorfor kan vi tage i et andet blogindlæg)….. og får du så tid der under dynen eller i sofaen med snot og anden sygdom, så brug tiden på at få tænkt over hvordan du undgår den situation igen, til din næste ferie (for det vil ske igen, får du ikke lært!).

Brug tiden på hvordan du får dig en flow-anti-stress-vaccine som en fast del af dit liv… jeg lover dig, at være glad og fordybet er stærkt vanedannende og gør livet endnu mere fantastisk at være i 😉

God sommer til jer alle.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Jeg holder af rene gulve…. muligvis fordi jeg så sjældent har det, og jeg tænker at både hunden og katten også holder af rene gulve, for de bøvler straks på dem så hårtotterne flyver.

Men jeg synes rengøring er virkelig kedeligt, og min mand må hade at gøre rent lige så meget som jeg, for ellers ville han nok gøre det lidt oftere. Vi prioriterer ikke økonomi til et rengøringsfirma, så når jeg begiver mig ud i den kedsommelige proces at opnå rene gulve, så konfronteres jeg altid med en øjeblikkelig dårlig samvittighed over de ubenyttede ”rengøringsmuligheder” jeg støder på i mit hjem.

Heldigvis er der mentale råd for sådan øjeblikkelig dårlig samvittighed og præcis som når FOA-forhandler Dennis Kristensen formår at afvise en aftalt musketered som noget der forpligter ham til et fællesskab, formår jeg at vende mit knap så rene hus til et positivt udtryk for at jeg må have et rigt liv!

Jojo, den holder skam i Winnies folkeret den her – hvis jeg nu havde tid nok til at gå rundt og vaske køkkenskabe, pudse vinduer og alt det andet som nogen gør i deres hjem, altså vel og mærke opgaver jeg hader at løse, så måtte det være fordi jeg ikke havde andet at tage mig til i mit liv….. heldigvis er mit hjem ganske urengjort mange steder (og ingen i familen har allergi overfor støv) og det NETOP FORDI jeg har en masse andet for i mit liv!

Det handler bare om at have overbevisning i eget sind, så kan man slippe afsted med det man synes bedst om og indigneret skråle ”til HELVEDE med dårlig samvittighed!” …. Den har både Dennis og jeg regnet ud 😉

Winnie Ladefoged Kjelsgaard