"At kende dig selv er begyndelsen på al visdom" – Aristoteles

Indrømmet, der er ret meget jeg ikke har styr på! Jeg har aldrig set et afsnit af ”Game of Thrones”, ”Badehotellet”, eller et af disse sociale eksperimenter med unge næsten-nøgne mennesker, og det er mange år siden jeg sidst så et afsnit af X-faktor, fordi jeg i den grad ikke gider spilde min fritid på mennesketyper som Thomas Blachman, …… der er meget jeg ikke har styr på, fordi jeg vitterlig ikke har styr på det … og jeg ved godt det er politisk ukorrekt at indrømme at jeg indimellem nyder at gå glip af alle beskederne på Forældreintra (… uhh… dårlig mor-uden-filter…. )

Der har længe eksisteret forkortelsen FOMO (Fear Of Missing Out), hvilket oversat til dansk handler om angsten for at gå glip af noget. Det er især relateret til at være aktiv på de sociale medier, men i disse stress-epidemi-tider, kan man godt fristes til at tænke at det også er i det vanlige liv, at vi har for travlt med ikke at gå glip af noget.  I sidste weekend hørte jeg så at der er kommet en ny forkortelse – JOMO – der som et modstykker er Joy Of Missing Out…. eller oversat til jordnært jysk, fornøjelsen ved ikke at være med på det hele …  også bliver en halvgammel bondeknold som mig jo lidt glad i låget, for pludselig er jeg en snert ”trendy”, bare fordi jeg hellere vil grave huller i min have end at gå til diverse messer, udstillinger og hvad man nu ellers kulturelt ikke burde gå glip af i min alder.

Jeg bruger mit hoved rigtig meget hver dag på arbejde – jeg skal forholde mig til ca. 150 forskellige elever i 8 klasser, undervise i to fag på fire forskellige bekendtgørelser og ellers følge med i diverse koordineringer med kollegaer mv. – et, som hos så mange andre mennesker, skønt men til tider ganske overvældende arbejde. Derfor vælger jeg med omhu, hvad jeg ellers vil byde mit hoved, når jeg ikke er på arbejde. Jeg får ikke fulgt med i alle nyheder og samfundsudviklinger, der er simpelthen for mange informationer, og selv om det ikke altid er en fornøjelse, så fravælger jeg ofte at vide hvad jeg burde vide mere om. Jeg prøver heller ikke på at redde verdner i min fritid, jeg redder små verdner … eller hjælper i hvert fald på vej, når jeg er på arbejde, så det frivillige arbejde jeg yder, gør jeg for mig selv og mine børn – jeg træner volleyball, fordi det er kvalitetstid med familien …. Jeg ser Starwars film i biografen, fordi det er fedt at gøre med familien og jeg spiller beachvolley, fordi det er fedt at gøre, primært for mig selv….. og ellers nyder jeg at gå glip af en masse, også selv om det betyder at jeg ikke er verdens mest trendy person, eller den mest socialt engagerede kollega, eller verdens bedste ven…. Jeg dyrker JOMO, fordi jeg har FOMO for at gå glip af tid med mine børn, mens de stadig bor hjemme og gider tid med mig – Jeg dyrker JOMO, fordi jeg har FOMO for at glemme hvorfor jeg faldt for min mand, så jeg vil heller være sammen med ham end se en masse crap i tv og sidst men ikke mindst dyrker jeg JOMO, fordi jeg har FOMO for at misse livet, mens jeg stadig er i live… og for mig er livet især at se noget gro, i haven som blandt mine medmennesker!

(også har jeg vist også være rigelig trendy med JOMO og FOMO for denne gang)

Må I gå glip af en masse derude, og nyde det!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Tid er en finurlig størrelse, jeg har altid været nysgerrig på hvordan det der med alder fungerer og aldrig helt kunne greje det. Det virker som om jeg aldrig får ”knækket koden”, for når jeg endelig synes jeg har vænnet mig til en alder, er jeg for længst blevet meget ældre.

Da jeg var barn undrede jeg mig over hvorfor min mors noget ældre mand, havde brug for en anden type tandpasta end os andre. Da jeg ikke kunne styre min nysgerrighed længere, kunne jeg konstatere at brylcreme ikke er tandpasta, det er bare tuben der ligner tandpasta.

Mine bedsteforældre havde 9 børn og da der kun er 5 år mellem mig og min mors yngste bror, var jeg ligesom en ekstra rosin i pølseenden, der ofte nød at blive forkælet af bedstefar, noget jeg ikke tror den oprindelige ”rosin i pølseenden” var voldsomt begejstret for… men i den alder var jeg heldigvis lykkeligt uviden…. Og jeg kan huske jeg undrede mig over alder allerede den gang…. Jeg kunne kigge på billeder fra mine bedsteforældres ungdomsår og tænke at ham bedstefar havde været en virkelig flot fyr, og jeg fortalte min bedstemor at hun var heldig jeg ikke havde været omkring dengang, for så havde jeg snuppet ham lige for næsen af hende.

I dag er jeg på papiret ved at være den alder min bedstemor var, da jeg som lille pige hjalp hende med at hente æg ved hønsene, eller med at bage kager og lave mad … og min mand er ved at være på alder med min bedstefar, hvilket på ingen måder giver mening. For dengang tænkte jeg om min bedstefar ”hold da op hvor er det mærkeligt, det med gamle mænd…. for når man har fået en masse børn, så bliver damen tynd igen, mens manden stadig ser ud som om der er flere børn inde i ham”. Min mand har ikke en mave der ser ud til at gemme på børn, og det har jeg i øvrigt heller ikke, men han har grå hår…. Og det er der min nye erkendelse om alder formentlig burde indfinde sig.

Enhver der kender mig, ved at jeg ikke har specielt styr på hverken mode eller alt det andet der hører til… jeg er god til mennesker, dyr og haven, så i alt det med mode og beauty lytter jeg gerne til min frisør eller mine døtre. Jeg er nu i den alder, hvor jeg ifølge min frisør bør bruge lilla shampoo …. Fantastisk farve, lilla, som ville have passet fint til fx prinsessekjoler i en alder for lang tid siden. Det jeg ikke helt har grejet endnu er at lilla shampoo giver bedre grå hår! ….. for i den visuelt smertefulde overgang fra ”jeg farver mit hår så intet er gråt” til ”jeg accepterer at alt bliver gråt”, gør farven lilla åbenbart håret gråt…… ja det er næsten lige så uforståeligt som at en tube brylcreme ikke bare er speciel tandpasta til gamle mennesker og der ikke var flere børn inde i min bedstefars mave, selv om det så sådan ud…

Jeg har ikke vænnet mig til at jeg nu er på min bedstemors alder, sådan en som køber lilla shampoo, men det er okay…  PYT! …  jeg når det jo nok engang derude i tid, måske når jeg på papiret bliver lige så gammel som min oldefar 😉

Alder er bare et tal på papir er der jo nogen der siger og det kan vi jo så vælge at være nysgerrige på!

Med finurlige tanker,  Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Jeg har jobmæssigt prøvet lidt af hvert, og andre kan muligvis ikke se den røde tråd, men det kan jeg selv – for i alt hvad jeg har arbejdet med, har kontakten til mennesker og forsøget på at skabe rammer så andre har mulighed for at være deres egen bedste udgave, været det der motiverede mig. Jeg har tidligere været embedsmand i det offentlige, jeg har optimeret arbejdsprocesser i produktion og været leder i det private… og hver gang med mennesker, som min primære motivationsfaktor …. Hvilket muligvis også er grunden til at jeg ikke savner nogen af de overstående arbejdsområder, for arbejdsbetingelserne levnede sjældent megen plads til menneskelige hensyn. Jeg er et udpræget proces-motiveret menneske, hvilket gør mig særdeles uegnet som både leder i det private, topudøver inden for sport og politiker…. Det at vinde betyder bare ikke særlig meget for mig og midlet helligere ikke målet, hvis målet er egoistisk.

I dag er mit primære job at være underviser i erhvervsjura og psykologi på Det Blå Gymnasium (i gamle dage kaldet en handelsskole… aka blå studentehue)…. Og jeg har aldrig før haft et job jeg synes er så sjovt og meningsfuldt, som det at være underviser. Jo jo, der er absolut ingen præstige i jobbet blandt den ”almen befolkning” og lønnen er sammenlignet til jobs jeg havde i det private, ca 30% lavere, men jeg har fornøjelsen af en fantastisk hverdag, med masser af skønne unge mennesker, hvilket giver masser af mening.

Og på trods af faren for at Janteloven kommer at smækker mig en på sinkadusen, så tør jeg godt skrive her, at jeg er en ganske god og vellidt underviser…. ikke at mine elever nødvendigvis alle får højest opnåelige karakter til en eksamen eller at alle kan lide mig, men mange af mine elever får et læringsrum, hvor de kan trives, være nysgerrige, have indflydelse og vokse med udfordringerne, uden at gå i panik. For rigtig mange unge i dag er præstationsramte. Angst, depression, stress og mest af alt frygten for at tage forkerte valg og ikke være ”god nok”, er fænomener der fylder langt mere end det burde i ungdomslivet. Så hvis jeg gerne vil have mine elever lærer om erhvervsjura eller psykologi, må jeg først og fremmest sikre mig at de befinder sig i et læringsrum i mine timer, hvor det opleves som trygt og læringsfleksibelt.
Vi ”træner bare” i undervisningen, det er kun eksamen der skal svare til ”kamp”, hvor resultatet er vigtigt … og når man bare træner, er fejl hjertelig velkomne læringsmuligheder. Når vi træner, skal der være plads til humor, der skal være plads til forskellighed og respektfuld ligeværdighed, uanset om man har nemt ved at lære eller svært ved at lære, uanset om man er et sted i livet med masser af motivation eller et sted hvor livet står på ren overlevelse.

Når jeg tænker tilbage på min egen tid som elev på et gymnasium, er der kun to lærere jeg stadig husker for noget værdigfuldt for mig – Birger min biologilærer der i et øjeblik, hvor jeg var så sårbar og skrøbelig som et menneske kan være, på randen af et sammenbrud, blot empatisk forstod og ikke invaderede mig med spørgsmål om noget jeg ikke havde tillid til at dele med nogen. Og den kære Ove, min fysiklærer i 3g, som en del søndage blot tog imod bunken af for sent afleverede fysikrapporter, som jeg cyklede ud med til hans private adresse, uden en eneste gang at kommentere på den påfaldende lighed til de rapporter som han allerede havde rettet fra min bedste kammerat. For Ove vidste, uden at sige det, at jeg gjorde mit bedste, der hvor jeg var i livet, og der var bare ikke voldsomt megen overskud til fysikfaget. Så både Ove og jeg græd af glæde den dag jeg mirakuløst og imod alle odds var så heldig at få et 8-tal til den mundtlige fysik eksamen.
Birger og Ove var voksne, der formåede at sætte noget menneskeligt over deres faglighed. De var lige præcis det jeg havde brug for på det tidspunkt, for at jeg overhovedet kunne lære noget, så jeg har taget dem med mig som inspiration i min hverdag med unge.

Det er mit kompas i jobbet – jeg forsøger at være den voksen jeg selv kunne have brugt i mit liv som ung….. en rollemodel, der forsøger ikke at invadere elevernes privatliv, men heller ikke bare er ligeglad – en voksen, der med humor udfordrer, så der måske kan arbejdes lidt mere fokuseret og læres lidt mere fagligt. En underviser, der er menneskelig, omsorgsfuld og konsekvent – for som hos Ove, skal der afleveres en indsats, og det var min oplevelse at han holdt lige så meget af mig som elev, som han gjorde af min 13-tals kammerat.

Jeg gør mig ingen illusioner om at blive husket af mine elever om mange år, og det er ikke det der er vigtigt, for selv huskede jeg blot Birger og Ove for nogle små handlinger. Jeg holder af mine elever, uanset om de får 00 eller 12 i karakter, så min mening…  det kompas jeg styrer efter i jobbet, er håbet om at sætte små menneskelige frø i mine elever, noget de forhåbentlig kan have med sig i årene frem, der ubevidst kan hjælpe dem til at blive en bedre version af sig selv, uanset om de kan finde ud af erhvervsjura eller ej.

”Du skal plante et træ
Du skal gøre en gerning
som lever, når du går i knæ
en ting som skal vare
og være til lykke og læ”
(Piet Hein)

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

En af mine absolut ynglingsbøger er en erindrings beskrivelse fra en jødisk, eksistentiel psykolog og psykiater. …. Ja det er tilsyneladende en kombination, der åbenbart kan lade sig gøre, religion og eksistentialisme i en og samme pakke.

Jeg ved ikke ret meget om jødedommen, men jeg ved at ikke alle eksistentialister er deprimerende læsning om livets meningsløshed. Victor Frankls bog ”Man’s search for meaning” er en af de mest meningsfulde bøger jeg nogensinde har læst, selv om den foregår i en af de mest meningsløse situationer i vores europæiske historie. Jeg læste Frankls bog for første gang for ca. 8 år siden, og den har stadig indflydelse på hvordan jeg vælger at håndtere de udfordrende situationer eller mennesker, jeg måtte møde.

Frankl beskriver sine oplevelser, da han som ung, jødisk psykiater, bliver sendt til de nazistiske koncentrationslejre under anden verdenskrig. Han beskriver sin egen oplevelse af meningsløshed og af at være rippet for ethvert valg, på nær valget om hvordan han vil opleve sin smertelige situation – dvs. indstillingen til nu’et og det der måtte ske i det nu. Frankl var om nogen i lort til op over begge ører – hverken hustru, forældre eller nogen andre han kendte, overlevede. Hans hverdag bestod i flere år af fysisk udmattelse til sådan en grad, at døden nok havde været en barmhjertig løsning. Og alligevel overlevede han, og beskrev i sin lille erindringsbog, at det virkede som om at dem der mentalt kunne overleve det ekstremt barske liv, var dem der tog et øjeblik ad gangen…. Dem der sagde ”en dag kommer jeg væk herfra, ud i friheden, jeg ved ikke hvornår men det skal nok ske engang!”. I bogen beskriver han bl.a. at når et menneske i koncentrationslejrene bestemte sig for at til den her dato (fx 4. maj næste år) er jeg fri, så var de fulde af forventning frem til den dato, men når så dagen kom og de ikke var blevet frie, så tabte de livsmodet og svandt hen.

Hvad kan vi så bruge Frankl til i dag?
Jo, vi står alle i lort indimellem…. Ikke nødvendigvis lige meget og da forhåbentlig ikke lige så slemt som Frankl gjorde, men det er der for alle, sorg, smerte, angst, tab og skuffelse. Og det er i de nu’er vi har brug for at tage et valg om indstilling, et nu ad gangen. Jeg argumenterer ikke for at vi alle skal være jubelidioter, uanset hvad vi måtte møde…. Det er okay at opleve livet som modbydeligt og ubarmhjertigt, når vi møder det fra sin barske side og vi næsten ikke orker mere. Men det er netop i de situationer, at vores valg bliver mest tydelige – vi kan vælge ikke at orke mere, svinde hen og opgive håb. Vi kan vælge at have ondt af os selv og bebrejde alt andet end os selv for både tidligere, nuværende og fremtidige nu’er. Eller vi kan, som Frankl gjorde det, acceptere at vi ikke har synderlig kontrol over andet end hvad vi selv vælger at tænke og gøre i dette nu… ingen kontrol over fremtidige nu’er, ingen mulighed for at ændre noget der er sket, men udelukkende indflydelse på lige nu! …. og måske får vi os gravet ud af noget lort, måske bliver det være, vi ved det ikke, vi må bare håbe og prøve efter bedste evne.

Jeg elsker Victor Frankls bog ”Man’s search for meaning” fordi budskabet er at vi selv skal finde vores mening, det kommer indefra som en indstillingsværdi. Jeg har selv ansvaret for hvordan jeg vil opleve mine nu’er, og det er ligegyldigt om jeg har det ”værre” eller ”bedre” end andre… Det er for mig en oplevelse af frihed og jeg tror også det var den oplevelse af frihed, der fik Frankl igennem og ud i friheden efter år i koncentrationslejrene. …. Ud til et liv, hvor han udviklede en terapiform der hed Logotherapy (menings-terapi) og hvor han bidrog til mening for rigtig mange mennesker, selv efter hans tid var omme.

Grib dagen!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Authensity betyder ægthed på dansk. Min ubestridte ynglings dokumentar er ”Buck”. Jeg har den på mit Apple-bibliotet og jeg vender ofte tilbage, for at se den en gang til. I den dokumentar fortæller Robert Redford blandt andet om sit første møde med Buck – om at han (Redford) altid kigger efter authensity når han møder mennesker og det mødte han hos Buck. For Buck er uden maske, han prøver ikke at være noget han ikke er, han tager imod og giver tilbage med en umiddelbarhed i øjeblikket og er bare hvad han er.

Jeg ved ikke om jeg går til authensity på samme måde som Redford, men jeg ser også efter ægthed i de mennesker jeg møder …. Og især når der er noget ”på spil”. Det er i konfliktsituationerne at valg for det enkelte menneske bliver virkelig tydelige.

Som psykoterapeut er jeg uddannet i at have en professionel maske på, når jeg arbejder med et andet menneske. Det er vigtigt, for terapi skal handle om kunden og ikke terapeuten, og det skal ikke være mine følelser men min faglige kompetence, der kommer i spil. Det samme har andre professionelle, som psykologer, socialrådgivere, lærere, coaches osv. lært – vi bør alle have den professionelle maske på, når vi hjælper mennesker. MEN det er en maske der kun hører til på arbejdet – aldrig i privaten.

For det der sker, hvis vi bruger tricket at have masken på i privat regi, er at vi mister vores ægthed – vi forholder os ikke personligt til det der er på spil, men bruger vores faglige tricks til at prelle alt tilbage på dem der måtte ”skyde” på os – det er ren teknik, som sidder på rygraden. Det er et unfair spil for alle dem der måtte have følelser eller oplevelser i klemme med os, for de kender sjældent til den manipulation vi har lært at kommunikere med. Hvis jeg er vidne til at en person tager sin professionelle maske på, i en privat situation, hvor der burde tages et ejerskab og være en selv-refleksion, så går min Bullshit-alarm i gang og den bimler for fuld udblæsning – for at misbruge de tricks vi kan som professionelle i kommunikation, med mennesker vi burde forholde os personligt til, er at gemme os. At gemme os fra noget vi formentlig selv har ejerskab for, noget vi burde gøre bedre, noget vi eventuelt skylder undskyldninger for eller lignende.

Jeg vil hellere møde et menneske, der tør stå ægte i situationen, uanset hvor grimt det måtte se ud, end et menneske, der snyder sine mod- og medspillere, ved at gemme sig bag en professionel maske – jeg mister tillid, når jeg ikke ser ægthed.

Så når du står der i julen, ægte som bare pokker, med alt dens potentielle grimhed… og skønhed, så nyd at du i det mindste har authensity – du er levende, ægte og tillidsværdig, også selv om du måtte skylde undskyldninger eller har dummet dig.

Glædelig jul – må den blive fejret med ægthed

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Sad med den lokale ugeavis og faldt over overskriften ”Syv gode råd til jul i skilsmissefamilien”.

Jeg er ikke skilt – heldigvis, for jeg ville dælme være ked af at skulle undvære min mand. Men jeg er skilsmissebarn….. 3 stk. skilsmisser fra jeg var 4 år til jeg var 17 år. Den første var den jeg var ked af, de næste to, en på hver side… nåe ja, nummer to var også slem af andre årsager, men ved den tredje var jeg flyttet hjemmefra og kunne egentlig kun glædes ved at et ulykkeligt ægteskab fik sin ende.

Selv om mine elever sikkert tænker jeg er rimelig gammel, så var det nu ikke unormalt at være skilt, der tilbage i sidst 70’erne og først 80’erne hvor jeg var et barn. Alligevel så håber jeg at der er mere støtte og samarbejdshjælp til de ramte familier i dag.  Jeg er til den dag i dag overbevist om at alle mennesker gør deres bedste, også i en skilsmisse situation….. men nogen gange er ”deres bedste” bare ikke godt nok, det er noget møg, der går ud over børnene. Indimellem har forældre brug for professionel hjælp til at få perspektiv på tingene og prioriteterne i orden, fordi de også kun er mennesker i en alt for svær situation.

Så det er på sin plads at give ”gode råd til jul i skilsmissefamilien”, hvis vi har som ambition at julen skal være en rar og mindeværdig tid.

Jeg har masser af dejlige juleminder og det er dem jeg foretrækker at beskæftige mig med. De dårlige minder og oplevelser kan jeg ikke gøre noget ved, de er passeret og jeg kan ikke bruge dem til andet end at sørge for at de ikke bliver gentaget.

Så i stedet for syv gode råd, er dette mit bud på hvad jeg husker er gode minder, som skilsmissebarn ved juletid:

• Jeg husker at vi har været ude og hente juletræ, hvor der var tid til at gå og kigge efter det rigtige træ, fælde det og tage det med hjem. Det var ikke så vigtigt om det var mig eller en anden der havde fundet træet, det gode minde består i at vi var sammen om det og der var tid, ingen insisteren på at skulle skynde sig igennem eventyret ”at finde juletræet”. Den dag i dag er min ynglings julesang ”Juletræet med sin pynt” og når jeg synger den, tænker jeg på duften af granskov og barndomsminder fra juletræseventyrerne.
• Jeg kan se som voksen at jeg var lykkeligst, når jeg var lykkelig uviden. Alle de situationer, hvor jeg kunne have min barnlige begejstring uforstyrret af de konflikter og uenigheder der eksisterede mellem mine forældre. Alle de julestunder, hvor jeg bare var et barn, der glædede mig over julekalenderen, eller småkagerne, eller sneen (for det var selvfølgelig ALTID hvid jul… klart!) uden at jeg skulle forholde mig til hvordan den ene eller den anden af mine forælder ”var” eller hvad han/hun havde ”gjort”. Og som jeg husker det, var der heldigvis masser af tider med ren barnlig begejstring – i en lykkelig uvidenhed.
• Og de sidste juleminder jeg tænker tilbage på med en særlig glæde, var alle de gange hvor vi lavede juledekorationer og det var okay at gøre det på min måde. Processen at skabe noget, der skulle sprede hygge, på samme tid som at mine søskende og en forældre var i gang med det samme. Og det var okay, hvad vi nu valgte at gøre. Når der ikke var nogen krav til at dekorationen skulle se ud på en bestemt måde eller være færdig på en bestemt tid – det var hyggeligt og nogle stunder jeg stadig tænker tilbage på med glæde.

Ingen familie er ens, heller ikke skilsmisse familier – man kan sagtens blive en lykkelig voksen selv om man er vokset op i en skilsmissefamilie. Det der satte sig i mig, som gode minder, var når eventyret fik lov til at udfolde sig i et fællesskab, min barnlige begejstring fik lov at boble uforstyrret af voksnes bekymringer og jeg var god nok, både til det jeg gjorde og det jeg var.

Glædelig jul derude – husk at passe på hinanden med respektfuld tolerance for forskellighederne.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Da jeg læste psykologisk videnskab og terapi på et amerikansk universitet her for nogle år siden, havde jeg en ret dygtig supervisor, Dr. Soli, som blandt andet introducerede mig til en bog, jeg stadig gør brug af.
Bogen hedder ”The Art of Possibility”, er skrevet af Rosamund og Benjamin Zander og især kapitlet om  ”Rule number 6” giver mig dagligt så megen værdi, at jeg gerne vil dele dens indledning her, i frit oversat udgave:

To statsministre sidder i et rum og diskuterer vigtige statslige sager. Pludselig komme en mand brasende ind i rummet, mens han rasende råber, stamper i gulvet og banker knytnæven i bordet. Den beværtende statsminister siger formanende ”Peter, husk venligst regel nummer 6”, hvorefter Peter øjeblikkeligt trækker sig roligt og undskyldende tilbage fra rummet.
De to politikere fortsætter deres samtale for 20 minutter senere at blive afbrud af en hysterisk og vildt gestikulerende kvinde. Igen afbryder den beværtende statsminister med ordende ”Marie, vær venlig at huske regel nummer 6”, hvorefter kvinden straks bukker, undskylder og trækker sig roligt fra rummet.
Da den samme scene gentager sig en tredje gang, udbryder den besøgende statsminister ”Min kære ven, jeg har set mange ting i mit liv, men aldrig noget så bemærkelsesværdigt som dette. Vil du være villig til at dele denne hemmelige regel nummer 6 med mig?” Den beværtende statsminister svarer ”det er ganske simpelt, regel nummer 6 siger: tag ikke dig selv så forbandet højtideligt”. ”Ahhhh”, svarer den gæstende statsminister, ”og hvad siger de andre regler så, om jeg må spørge”…. Den beværtende statsminister svarer: ”der er ikke andre regler!”

Jeg elsker denne lille humoristiske historie med budskabet om ikke at tage sig selv så forbandet højtideligt. Den minder mig om at perspektivere i dagligdagen – for jo, det er da særdeles fristende at tage sig selv forbandet højtidelig, når elever ikke udviser den adfærd man som en autoritet forventer, eller kollegaer er uenige og ikke ser det fantastiske lys i ens ideer eller når ens leder giver feedback, der i et næretagn split sekund kunne opfattes som en personlig kritik.

Jeg har brug for at perspektivere …. når det regner tænker jeg ”godt jeg ikke er på militær øvelse”, når jeg slår mig tænker jeg ”i det mindste er jeg ikke ved at føde et barn”, når jeg er ked af det tænker jeg ”godt jeg har haft lov til at elske nogen så højt at jeg ikke bare er ligeglad” og når jeg dummer mig tænker jeg….
”uf, nu igen … hader det…åhhhh…. krumme, krumme tæer…  nå men i det mindste er det ikke helt lige så skidt som dengang … og dengang … og….”

Jeg er et menneske, der lever et ganske lykkeligt liv. Jeg lever på ingen måder et fejlfrit liv, eller et perfekt liv. Jeg laver masser af fejl, har mødt masser af urimeligheder og modstand på mine veje, men jeg er alligevel ganske lykkelig. Jeg tror det var Storm P eller en anden klog gut der skrev at lykken ikke er hvordan man har det, men hvordan man ta’r det. Og jeg er ganske lykkelig, fordi jeg ta’r det – er der ikke andet at grine af, så bliver jeg i det mindste mere lykkelig af at grine af mig selv og mine (u)gerninger, end at tage mig selv så forbandet højtideligt…. Ja det sidste synes jeg faktisk ikke jeg har tid til, når nu lykken er så lunefuld og livet er så kort!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Jeg læste for nyligt en mail fra en mand, der skulle forlade sin arbejdsplads gennem mange år. Det var et af disse ikke helt frivillige stop for et stilfærdigt menneske, der havde gået og passet sit, så følelsen af skuffelse var på sin plads.
Dilemmaet, når vi står i sådanne situationer er altid; skal jeg vise min bitre skuffelse og give døren et smæk så ALLE kan høre min uenighed med situationen eller skal jeg æde det i mig, hilse høfligt og ikke brænde nogen broer jeg eventuelt måtte få brug for senere.
Hvis det var mig, ville mit temperamentsfulde hjertet skrige SMÆK TIL! Mens hovedet forgæves ville forsøge at få ørenlyd med et ”uh… tænk på de fremtidige åbne muligheder”……. Hvad denne mand gjorde, kommer jeg til….

Men min tanke med dette indlæg er at vi så tit i livet står mellem hjerte-valg og hjerne-valg. Og her op til hjerternes tid – julen – virker det til at dilemmaet mellem hjerte og hjerne næsten står i kø for vores stillingstagen på daglig basis.
Det er forskelligt for os alle, nogen af os har en tendens til at følge hjertet, og ikke forudse hvor mange tæsk vi måtte få for det efterfølgende, mens andre sjældent vover et hjerte-valg, af frygt for alle de potentielle konsekvenser deres hjerne kan tænke sig frem til.

Nogen har her op til jul, ekstra meget lyst til at kæmpe mod hovedets anbefalinger, for at børnene skal være hos dem og ikke eks-ægtefællen, fordi hjertet skriger over sorgen og savnet. Andre bruger hovedet til alverdens undskyldninger for ikke at skulle deltage i de mange familiebegivenheder, som hjertet virkelig ikke orker. Uanset hvem vi er og hvad vi måtte stå med, så handler det blot om at være bevidst om hvad vi gør og hvorfor – dilemmaet er et eksistentielt livsvilkår, det kan ikke undgås, og vores aktive, bevidste stillingstagen til om det skal være hjertet eller hjernen vi følger i en given situation, er hvad der gør os til levende mennesker, der både føler og sameksisterer.

Det virker på mig som om vi lever i en tid, hvor hjernen alt for tit får lov at tage beslutningen – flertaltet tør ikke vove af frygt for konsekvenserne, hvor muligheder måske måtte lukke sig i fremtiden. Jeg savner at se modet til hjerte-valg, måske fordi jeg selv er som jeg er og stadig med en vis fornøjelse kan genkalde min mors råb “du brænder dine brooooooer…..”, mens jeg i ungdomsårene stormede ud af gårdspladsen og væk fra Vestjylland. Det var rene hjerte-valg dengang og selv om det ikke altid fremmede sameksistensen, så var det en befriende følelse af ægthed og ærlighed.

Og det var derfor jeg startede med manden og hans sidste mail – han tog et befriende valg, jeg ikke kan lade være med at beundre. Mailen var ikke vred, det var ikke et temperamentsfuldt råb af foragt, men en underfundig høflig og dog lettere spydig tone, hvor han adresserede alle med en individuel sætning. Det var et lille smæk med døren af den avancerede slags, hvor eventuelt forurettede ikke ville kunne argumentere for senere brændte broer, men hvor ingen alligevel kunne ignorere det tydelige SMÆK!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

Jeg vil ikke påstå at jeg elsker smerte, men jeg synes der er noget fascinerende ved at kende og forstå smerte….. eller i hvert fald at forstå mine egne smerter og hvad de gør godt for mig.

Det er heldigvis mest et fænomen jeg møder når jeg ca. hver femte uge smider mig på briksen hos min massør og han minutiøst finder alle de muskler jeg har misbrugt siden sidst, fordi jeg er overbevist om at jeg som midaldrende sagtens kan holde til at spille på volleyball hold med mine to teenage døtre.

Jeg er så privilegeret at ensomhedens smerte sjældent besøger mig – tvivlens smerte er også en sjælden gæst – sorgen over at miste har jeg ikke truffet siden jeg var helt ung, det samme gælder depressionens smerte ….. og jeg har aldrig mødt angstens smerte.

På briksen hos massøren kan smerten være bred, fylde det hele, en rumlende ubehagelighed, der breder sig…. Eller det kan være som en bumlet grusvej, lige indtil han rammer helt rigtigt og det bliver som et brændende stik, der sylespidst og intens borer sig ind, for så at slippe, når musklen slipper den anspændte sammentrækning.

I sindet kan smerten fylde det hele, som en forgiftning under huden eller som om man slet ingen hud har og alle nervetråde er blottet, som en konstant emotionel kvalme man ikke kan flygte fra selv om der ikke er noget man hellere ville…. At flygte!

Uanset hvad type smerte det er, fysisk som psykisk, så er det kommunikation fra noget inde i os vi ikke kontrollerer, til den del af os, der er bevidst.

Det er en kommunikation vi bør lytte til og lære at kende, alt det vi kan overkomme – for smerten formindskes ikke og går ikke væk, før vi har lyttet, forstået og accepteret. Vi kan nok sætte smerten på pause, ved at lave distraherende overspringshandlinger, men det er at skubbe problemet som når man skubber sne ud til siderne af indkørslen…. På et tidspunkt bliver det for tungt at skubbe på og det flytter sig ingen steder før man begynder at skovle væk fra bunken.

For mig er den fysiske smerte langt den nemmeste – den er så dejlig konkret. På briksen hos min massør siger min krop ”fuck dig, nu har du igen rykket på mine grænser og det vil jeg lige bruge et par dage til at surmule over, før vi igen er gode venner”. Det er en kommunikation jeg kender og forstår, også går der lige et par dage før jeg igen udsætter mig selv for intens volleyball spil. I stedet lunter jeg måske en tur også er alt godt igen mellem mig og min aldrende krop. Lyden af den fysiske smerte, der betyder sygdom, skader eller slag kender jeg også, og det er fint for så ved jeg at kroppen har sagt ”Time-out” indtil du ikke længere modtager besked fra mig om noget der gør ondt ud over det sædvanlige.

Den emotionelle smerte er straks mere lusket, for den er ofte kompleks og uigennemskuelig. Den skal filtres ud, en tråd ad gangen…. Jeg ser for mig de gange hvor jeg har præsteret at tabe en enderne på en rulle med hegnstråd og jeg skal mønstre tålmodigheden til at snørkle 200 m elektrisk hegnstråd ud, inden jeg kan lave fold til hestene…. Det er ikke et kønt syn, frustrationens tårer triller indimellem, der bliver råbt eder, og jeg opgiver jævnligt for så at genoptage det indviklede projekt efter pauser af varierende længde.

Og jeg kan selvfølgelig sagtens male et humoristisk og banalt billede på den emotionelle smerte, men der er intet humoristisk eller banalt ved den, når vi står med den. Den er grum, men ikke desto mindre vigtig kommunikation fra os selv til os selv. Den er individuel og vi skal hver og en stoppe op, se på den og tage den i de bider vi kan, for at forstå og acceptere – for den er en sandhed om os selv, usminket og menneskelig.

Når den emotionelle smerte ligner noget med vrede over et svigt et andet menneske har budt os, så kommunikerer den måske slet ikke om vrede og foragt, men om angsten for at være alene, eller skammen over selv at have svigtet og ikke levet op til ens egne forventninger. Den kan også være sminket som skuffelse, men i stedet handle om sorgen når vi indser at vi må opgive de håb og drømme vi havde til os selv eller andre.

Vi drømmer alle om et liv i lykke og velvære – men vi kan kun vide at vi er lykkelige og har det godt, hvis vi kender til smerten. Fysisk som psykisk, er smerten en forudsætning for at vide når livet er godt – den giver os evnen til at vurdere og alt kan vurderes i forhold til noget der er endnu værre.

Min krop er ikke glad for mig i dag, en volleyball kamp i går, et besøg hos massøren i dag og der er et budskab om fysisk smerte – et fascinerende studie, for jeg ved det er midlertidigt og det minder mig om hvor godt jeg har det.

Winnie Ladefoged Kjelsgaard

De seneste par uger har der været en del skriverier i aviserne om at de unge føler sig pressede, har stress symptomer og mistrives, fordi der er et evindeligt pres for at få høje karakterer. Nogle af artiklerne får det til at lyde som om at det kun er de unge der er ramt af det hysteri, men jeg vil påstå at fornemmelsen af at det forventes man får høje karakterer også kommer fra alle os der vil de unge alt det bedste.

Det er et kulturskifte, der ubemærket er sket i vores samfund, som om at intet helt kan blive godt nok i dag.

Den karakter jeg har været mest lykkelig for at få i mit liv, var et 8-tal. Jeg fik den i fysik på højt niveau tilbage i 1993, hvor jeg blev student og både jeg selv og min gode fysiklærer Ove vidste at det var et rent lykketræf! Jeg havde været mere end luddoven i fysik, vi havde været 2 piger i en klasse fuld af meget nørdede drenge og selv om jeg faktisk synes fysik var spændende, så havde jeg hurtigt opgivet at følge med i drengenes begejstrede læringsrejse. Så da jeg stod til eksamen var der reelt kun et emne jeg ville kunne sige noget om…. bølger…. for det var blevet undervist inden jeg havde givet op.
Og sørme om jeg ikke trak bølger…. jeg fik hakket mig middelmådigt igennem eksamen i et fag, som jeg have stor risiko for at dumpe og efterfølgende stod gode gamle Ove og jeg og græd af glæde i en stor og lettet krammer. 8-tallet er langt fra den højeste karakter jeg har fået, men jeg trækker stadig på smilebåndet når jeg tænker på lige præcis den dag hos Ove i fysik.

Som kontrast til den erindring, som fandt sted for 25 år siden (uha som tiden flyver), så var jeg i sommers censor på en stor skole midt i København. Der var tale om en ”hue-eksamen”, dvs. den dag studenterne blev færdige, og det var i skolens eliteklasse. Den første dag blev vi halvanden time forsinket, for hver gang jeg mente at karakteren ikke skulle være et 12-tal, så blev eksaminator ved med at diskutere og argumentere, som var det en personlig kamp. Ja han hentede sågar en kollega på et tidspunkt den første dag, så de sammen kunne lægge pres på mig for at give et 12-tal i stedet for et 10-tal. Når man skal afgøre om en karakter skal være 10 eller 12, så snakker vi om hvorvidt der kun er ”få og ubetydelige fejl”, i så fald kan man give 12 og hvis fejlene betragtes som større eller flere så skal karakteren være lavere. Jeg var absolut ikke nærig overfor de meget dygtige elever – der blev givet 11 stk. 12-taller ud af 26 elever og kun det ene, hvor eksaminator og hans kollega fik mig presset op på 12, mener jeg stadig var ufortjent. Men det var ikke en rar oplevelse – vores samarbejde udenfor selve karaktergivningen var god – men at skulle diskutere på så indædt et niveau med en fagkollega, oplevede jeg som uværdigt. Ja da jeg på anden dagen i en situation måtte ”trække censor-kortet” og sige ”eleven får ikke 12, jeg kan ikke give den præstation mere end 10”, fik jeg reaktionen ”jamen det var din skyld hun ikke får 12, for du stillede et spørgsmål også blev hun nervøs!” (ren BS-reaktion, der pissede mig temmelig meget af, for jeg er en meget venlig censor…. eksaminator undskyldte da også senere).
Den censor oplevelse er i den ekstreme ende af skalaen, men den siger alligevel en del om den forandring der er sket i vores samfund. Vi lærere vil gerne det bedste for vores elever, som i at de får de bedste karakterer. Vi forældre vil gerne det bedste for vores børn, som at de klarer sig godt og oplever sig selv som succesfulde og eleverne måler mere end nogensinde deres eget værd på hvad tal de får for deres præstationer. De unge knokler for at gøre os voksne stolte af dem, og alligevel står de tilbage med oplevelsen af at det kunne have været bedre hvis det ikke er 12-taller hele vejen igennem. Vi vil det alle så godt også bliver det faktisk ret skidt!

Så hva’ kan vi gøre ved det?
Tjae… det er altid svært at være alene om at gøre noget, for det rækker ikke vidt og man føler sig så sårbar og ubetydelig når man vælger at stå alene udenfor det, som alle andre gør. Omvendt så skal forandring starte et sted!

Personligt tænker jeg på hvordan jeg mon kan få mine elevers oplevelse af værd til at vokse, uanset hvad tal deres faglige forståelse måtte række til.
Som mor prøver jeg at vise det er okay ikke at gøre tingene perfekt (nu jeg tænker over det er jeg faktisk næsten perfekt til at være uperfekt… hmmm) jeg prøver at give mine børn lidt perspektiv til hvor ligegyldigt et tal kan være i forhold til alt det andet skønne i livet. Og når jeg selv går til eksamener, så prøver jeg at minde mig selv om at jeg ikke behøves at lave et perfekt resultat hver gang….. det er faktisk det sværeste, for der skal jeg selv gøre som jeg siger andre skal gøre.

Jeg ved ikke om min egen lille mission for at tage karakterpresset ud af livet virker, men jeg finder vel kun ud af det, hvis jeg prøver det af…. Og om lidt får jeg 130 nye elever på handelsgymnasiet, så hvis ikke jeg skulle prøve at hjælpe de unge til et læringsliv med mere trivsel, hvem skulle så!

Husk at rose din teenager i dag, for noget han/hun er og ikke noget han/hun har gjort!

Winnie Ladefoged Kjelsgaard